Sir William af Hanstholm

Af Flemming Skipper

 

Mange har lagt kræfter i opfyldelsen af drømmen om en havn i Hanstholm. Men det var Sir William, der bar de tungeste byrder. Verdens største kran. Mindre kunne ikke gøre det, da havnebyggerne ved Helshage skulle tage de afgørende livtag med havet. En 27 meter høj bredskuldret jætte, der selv vejede 900 tons og i de stærke arme kunne løfte 600 tons og vel at mærke holde denne vægt helt i ro og i strakt arm, indtil havbunden var klargjort og den enorme sænkekasse forsigtigt anbragt på sin blivende plads. Den kunne klare bølgekraft på op til 200 tons uden at lade sig anfægte af det. Prisen for en sådan kæmpe var fem millioner kroner. Det er 57 millioner i nutidskroner.
Historien om verdens største kran fortælles i det andet bind om Hanstholms historie, der udkommer 4. november. ’Drømmen om en havn’ var titlen på det første bind fra 2013. Det sluttede omkring 1960 med havnelovens vedtagelse og begyndelsen på havnebyggeriet.
I den nye bog er det ’Drøm og virkelighed’, som forfatterne Knud Holch Andersen, Mie Buus og Flemming Skipper beretter om på mere end 400 sider og med 300 illustrationer. Det er Hanstholm skrevet ind i den store historie om vækst og krise i et Danmark i forandring. Hanstholmen rummer det 20. århundredes udviklingshistorie med voldsomme forandringer over blot tre generationer.
Jætten, verdens største kran, var af skotsk afstamning, bygget af et firma i Glasgow, Sir William Arrol & Co. Limited i samråd med det konsortium af ingeniørvirksomheder, der havde ansvaret for havnebyggeriet. Den kom derfor naturligt nok til at gå under navnet Sir William. En kran af disse dimensioner lader sig ikke uden videre transportere over længere afstande. Sir William ankom til Aalborg Havn i enkeltdele på op til de 25 tons, der var maksimum for havnekranens løfteevne. Delene blev så fragtet til byggepladsen ved Helshage på lastbiler. Skotske teknikere mødte op i Hanstholm i vinteren 1964 for at færdigmontere kranen og prøvekøre hele anlægget.
Så var Sir William klar til at trække i arbejdstøjet, men kranen kom til at døje med et par uheld, der betød, at det først var i april 1965, den for alvor viste, hvad den duede til. Men derefter arbejdede Sir William støt og roligt, når det var ’kassevejr’ og byggede efterhånden hele den østre ydermole op. Da kranen var færdig med det, blev den ved en meget kompliceret manøvre i sommeren1968 flyttet ind over havneområdet, der nu for længst var taget i brug, og over til den vestre ydermole, som den derefter gik i gang med. Med udgangen af 1970 kunne Sir William melde ’færdigt arbejde’.
’Drøm og virkelighed’ er en generationshistorie med de mange unge familier, der etablerer sig i Hanstholm i løbet af 1960erne og de udfordringer, de møder gennem de følgende årtier. Med bl. a. en dramatisk udvikling af havfiskeriet, færgefart og kommunesammenlægning fulgt op til dag med de ambitiøse planer for en udvidelse af havnen. En fremtidsdrøm fra mellemkrigstiden forstærket af 1960ernes optimisme lever fortsat i den aktuelle udbygningsplan.
I de sidste fem år har Lokalhistorisk Arkiv foretaget en omfattende indsamling af kilder og gennemført forskning og formidling omkring Hanstholms historie gennem de sidste 100 år. Museum Thy, Museumscenter Hanstholm og mange mennesker med tilknytning til Hanstholm har deltaget i arbejdet. Levende kilder har spillet en afgørende rolle, og der er gennemført 30 interviews, der er afgivet skriftlige beretninger, og mange har hjulpet med personoplysninger og indsigt i de forskellige områder. Hanstholm Havn har været et af danmarkshistoriens største egnsudviklingsprojekter med afgørende betydning for Thy og sammen med tvillingehavnen i Hirtshals for hele Nordjylland.