Havnen 1967

Et dokumentarisk øjebliksbillede af byen Hanstholm, hvor det besværlige havnebyggeri på optagelsestidspunktet har været mere eller mindre i gang i 50 år og nu omsider er på vej til sin delvise afslutning. Billedet af Hanstholm i 1967 er billedet af et gammelt, lukket samfund i opbrud og et nyt ufærdigt på vej. Det sættes i relief af yilbageblik på havnebyggeriets historie og på Hanstholms rolle under besættelses som et stærkt led i tyskernes vestvold. 
11. min. Manuskript, klipning og instruktion: Jørgen Vestergaard. Kamera: Lennart Steen. Produceret for Statens Filmcentral.

En nybygger i Hanstholm

Af Flemming Skipper

 

Fredag 8. september 1967 er en travl dag for det officielle Hanstholm og de mange tilrejsende udefra. Først festgudstjeneste. Siden indvielses-højtidelighed i auktionshallen og reception på kommunekontoret. Kongefrokost på Hotel Hanstholm og indvielse af isværk. Og så endnu et højdepunkt: Festen om aftenen i Hanstholm-Hallen. En fest der fortsætter lørdag og søndag.
Auktionshallen er vel ikke den mest stemningsfulde sal til så fornemme gæster som ministre, amtmand og kong Frederik, men på den anden side er symbolværdien klar: Hanstholm er en nybyggerby med ambitioner, men uden fine manerer, og dette store betonrå lokale er et brugsrum, der blot for én dags skyld er lånt ud til andet formål.
Men festarrangørerne har undervurderet thyboernes interesse i den nye havn.
I løbet af dagen er der kommet hundreder og andre hundreder biler til Hanstholm, og den ’rigelige parkeringsplads’, der er blevet annonceret med, er meget hurtigt fyldt op. Resultatet er et kaotisk bånd af holdende biler i rabatterne på udfaldsvejen, og trafikken bliver yderligere kompliceret af bilister, der vil hjem, og af nytilkomne, der fortvivlet leder efter et ledigt hul. Og ’bedre’ bliver det ikke i de følgende dages havnefestligheder. De kalder på en ’Hanstholm-løsning’. Henry Høyer – el-installatør, ildsjæl og medlem af festudvalget – må træde i aktion. Tage hænderne i egen hånd – så at sige – og hjælpe politiet med at guide bilister på rette vej. Søndag besøger anslået 35.000 mennesker Hanstholm, og de fleste snegler sig i 10.000 biler til og fra havnen. Henry Høyer slider i det på Kai Lindbergs Gade.
Det er en af de mange historier i den store historie i den nye bog om Hanstholm, der udkommer 4. november: ’Drøm og virkelighed’. Fortsættelsen af ’Drømmen om en havn’ fra 2013. Forfatterne er Knud Holch Andersen, Mie Buus og Flemming Skipper.
Forventningerne til fremtiden var store, da havnebyggeriet blev sat i gang. Unge driftige håndværkere fandt hurtigt ud af, at her kunne man bygge en ny virksomhed op.
Henry Høyer havde tidligere haft forretning i Thisted, men da loven om Hanstholm Havn blev vedtaget, drev han virksomhed i Skanderborg. Et vennepar fra Thisted opfordrede familien til at flytte til Hanstholm: ”Efter at vi havde været i tænkeboks, valgte vi at lade den gamle drøm, spændingen og optimismen råde, og vi flyttede til Hanstholm,” hedder det i en erindring. Henry Høyer fik autorisation under Nordthy Strømforsyning til at drive installatørforretning i Hanstholm. I løbet af sommeren 1960 blev han inviteret til orienteringsmøde med byplangruppen. Her fik han at vide, at der nok ville gå en rum tid, før der ville komme gang i byggeriet.
I december kørte flyttevognen med alle familiens ejendele af sted mod Hanstholm. Her flyttede de ind i et lille hus på Roshagevej, en barak fra besættelsestiden. Henry Høyer og hans familie blev de første tilflyttere til Hanstholm, efter at havneloven var vedtaget. I løbet af januar fik han indrettet værksted i en gammel rutebilgarage. Nu ventede han kun på kunderne. De kom, da formand Justesen fra havnekonsortiet i løbet af foråret ringede og fortalte, at nu skulle der indrettes lejligheder til overingeniør Funder og andre medarbejdere i Hanstedgaard, den gamle officersbarak fra besættelsestiden. ”Han kunne have kaldt på mig midt om natten, og jeg ville være sprunget op – klar til at arbejde”, erindrer Henry Høyer. Kort efter gik konsortiet i gang med at opføre en ny administrationsbygning. Det gav også arbejde til håndværkerne. Henry Høyer engagerede sig hurtigt i familiens nye lokalsamfund. Vognmand Egon Harbo opfordrede til at melde sig ind i borgerforeningen - og allerede ved den næste generalforsamling opfordrede han Henry Høyer til at overtage formandsposten.

 

Et halvt århundrede
med Hanstholm Havn

Der er fokus på Hanstholm i disse år . Både fortid og fremtid. Fremtiden handler om en havneudvidelse, som der fra lokalt hold arbejdes ihærdigt på. Der arbejdes også med fortiden. Det er godt et år siden forlaget Knakken udsendte første bind af historien om Hanstholm. "Drømmen" om en havn" var bogens undertitel. Andet bind med fortællingen om Hanstholms allernyeste historie udsendtes i 2016. 
Løbende arleveres der spændende materiale til belysning af Hanstholms historie - se blot herunder:

Erindring om evakueringen af Hanstholm

Omkring 1980 optog folk fra filminstituttets Workshop med base i Haderslev et interview i Hirrtshals med Marie og Carl Toft samt deres datter Tove Christensen. Familien flyttede efter evakueringen af Hanstholm sammen med 31 andre Hanstholm-familier til Hirtshals, hvor de blev så godt modtaget, at der bosatte dig dér permanent. Interviewet, der varer 50 minutter omhandler tyskernes ankomst til Hanstholm i 1940 og erindringer om de første år - blandt andet prøveskydningen af de store 38 cm kanoner. Fokus i fortællingerne er oplevelse af livet i barakbyerne - først og fremmest i Hirtshals - og konsekvenserne af flytningen. Ikke mindt den behandling som de danske myndigheder udsatte familien for. 


Sognefogeden og fiskeren om evakueringen

Statsradiofonien var på besøg i Hansted i november 1946 blandt for at spørge sognerådsformand Anton Jensen og fisker Chr. Førbyom, hvordan de have oplevet evakueringen af byen. (7:00 min)

 

Stenbjergfiskeren

Download lydskrift af interviewet fra 1966.  Interview med Christen Jensen Poulsen, født i Nørhaa 1874

 

Havnen i Hanstholm

(1970) (Klip fra filmen)

Dette er først og fremmest en dokumentarisk fremstilling af de tekniske og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningen af havnen i 1960´erne. To ledende skikkelser, professor Lundgren fra Danmarks Tekniske Højskole og civilingeniør Chr. Schrøder fra Hanstholmkonsortiet, fortæller til kameraet om modelforsøg på laboratoriet og om kampen med naturkræfterne på pynten ved Nordsøen. Filmholdet har fulgt entreprenørarbejdet i Hanstholm gennem flere år, men har især fokuseret på udsætningen af de 600 ton store betonkasser fra portalkranen, der var specialbygget til formålet i Skotland.
Tilsyneladende eksisterede der kun en slidt 16mm kopi på Thisted Museum, men heldigvis dukkede filmens originalnegativ op på Det Danske Filmmuseum.
Negativet blev omhyggeligt scannet hos Nordisk Film til en videomaster og dermed reddet fra glemslen.20 min. 1970
PRODUKTION: Ib Dam Film A/S for Laboratoriet for Havnebygning med støtte fra Hanstholmkonsortiet.
INSTRUKTION: Flemming la Cour. FOTOGRAFER: Frank Paulsen,
M. Schacke-Møller, Jeppe Jeppesen, Per Bressendorff.

Bestil film på www.knakken.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hanstholm - historien om en havn

(2007)

Filminstruktør Jørgen Vestergaards kommentar: - Med denne film vender jeg tilbage til nogle motiver, der har optaget mig fra min tidligste start i filmbranchen. I 1959 var jeg flyttet fra Thy til København, men da jeg ville tegne et filmisk billede af det gamle fattige og forsømte Hansted, før det nye havnebyggeri forandrede alting, tog jeg afsted med nogle ruller sort/hvid 16mm film og en interesseret amatørfotograf. Det var stumfilm, lyden skulle komme senere, når jeg havde klippet de bedste optagelser sammen, men ingen ville støtte færdiggørelsen. Med ”Vagt ved havet” (65) og ”Havnen” (67) genoptog jeg min fascination af Hanstholm, og nu var der både økonomi og professionelt greb om tingene.
40 års jubilæet i dag gav mig lyst til at citere fra de gamle film og sætte dem ind i en nutidig ramme af interviews med Hanstholmfolk. Det er både saglige forklaringer og personlige udsagn. Tidl. skattechef Leif Kristensen siger det med overbevisning og varme, som jeg har ladet stå som filmens slutord: ”Jeg vil da håbe, at I forstår, at jeg elsker Hanstholm, for det gør jeg – rigtig, rigtig meget. For mig er det det bedste sted, det kan jeg godt sige.”30 min.2007
MANUS OG INSTRUKTION: Jørgen Vestergaard FOTOGRAF: Orla Nielsen,dff LYD: Erik Olsen KLIPNING: Henrik Jørgensen PRODUKTION: JV Film & TV med støtte fra Thisted Kommune, Hanstholm Havn og Hanstholm Havneforum, Sparekassen Thy. Leif Kristensen

Fem film om Hanstholm

Forlaget Knakken, der er tilknyttet Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune, udgav i 2007 en DVD med titlen "Fem film om Hanstholm". Den direkte anledning til at udsende DVD´en var, at filminstruktør Jørgen Vestergaard samme år skabte en ny 30 min. lang film "Hanstholm - historien om en havn". Tilbage i 1965 havde samme instruktør lavet en dramadokumentarfilm med titlen"Vagt ved havet". To år senere udsendte Jørgen Vestergaard "Havnen" - et 11 min. langt dokumentarisk øjebliksbillede af byen Hanstholm. Og i 2005 lavede Jørgen Vestergaard en reportage om flytningen af den en 110 ton tung kanon fra Tøjhusmuseet i København til bunkermuseet i Hanstholm. Den sidste film på DVD´er fra 1970. Den bærer titlen "Havnen i Hanstholm" - og er først og fremmest en dokumentarisk fremstilling af de tekniske og ingeniørmæssige problemer i forbindelse med bygningen af havnen i 1970´erne.

 

Se klip fra fire af filmene her:


Download booklet fra DVD´en, der kan bestilles på www.knakken.dk

Peter Sand Mortensen fortæller ...

Peter Sand Mortensen, født 16/6 1943 i Klitmøller ved Thisted; søn af fiskeskipper Andreas Mortensen og hustru Karen Sand Mortensen. Sejlet i langfart til 1967; arbejdet med bygning af Hanstholm Havn til 1970; afdelingsformand for SID, Hanstholm afd. 1970-2005; har deltaget i kurser for Fagbevægelsen, undervist på Fagbevægelsens skoler og holdt foredrag på universiteter m.m. Dommer i Sø- og Handelsretten fra 1981; sagkyndig medl. ved Byret og Vestre Landsret; medl. af Hanstholm Kommunalbestyrelse 1975-1981 og tidl. næstformand for Hanstholm Industristøtte.

Tillige siddet i en række internationale udvalg vedr. fiskerierhvervet, søfart og offshore-anliggender bl.a. næstformand for præsidiet for EF-kommissionens rådgivende fiskeriudvalg og formand for Internationalt Transportarbejderforbunds Europæiske Fiskerisektion.

Det første interview herunder er optaget i marts 2019. Her ser Peter Sand Mortensen tilbage på sin karriere som fagforeningsmand og politiker indenfor de mange tillidsposter, han har varetaget. De efterfølgende interviews er optaget i maj 2011.

 

2019

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
2011
 
I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, tidl. lokalformand for SiD, om etableringen og betydningen af havneanlægget i Hanstholm, byens udvikling og dens fremtidsmuligheder.


I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, tidl. lokalformand for SiD, om sin tid i Hanstholm Kommunalbestyrelse i begyndelse af 1970erne.
 

I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, mangeårig lokalformand for SiD, om fagforeningstiden og de udfordringer man stod overfor, da havnebyggeriet stod færdig. 

Svend Heiselberg fortæller

 Svend Heiselberg er født i 1935 og opvokset i Agger. Efter folkeskolen arbejdede han ved landbruget og fik siden hyre med en fiskekutter. Sætteskippereksamen efter soldatertiden. Købte derefter en kutter, som han fiskede med indtil slutningen af 1967, da han fik virksomhed (samlecentral) på den nyåbnede Hanstholm Havn. Han blev samtidig formand for fiskeriforeningen 1968-1980 og kom til at deltage aktivt i planlægningen af havnens udbygning. Svend Heiselberg blev valgt ind i sognerådet, senere kommunalbestyrelsen i Hanstholm Kommune 1968-1982, viceborgmester 1978-81. Viborg Amtsråd 1971-1978. I Folketinget 1979. Medlem i mere end 25 år. Desuden medlem af Thisted Byråd (viceborgmester og teknisk udvalg). I Folketinget har Svend Heiselberg siddet i næsten alle udvalg. Næstformand i finansudvalget og en markant trafikordfører for Venstre.Svend Heiselberg fortæller her om Hanstholm-forhold i et interview gennemført på Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune i marts 2011.

 

Om etableringen af fiskeriforeningen i Hanstholm ...

 

Om den første tid i Hanstholm ... 
 

Når historien trodser tidens tand

GAMLE DAGE: Ukendt fotograf og københavnsk forfatter i Thy

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Det er i begyndelsen af 1890´erne, vi første gang støder på oplysningen om, at der er en kro i Hansted. Senere hører vi om et badehotel. Det er den oplysning, der har fulgt med tiden bag på billedet fra 1908. Her ser vi Marius Edvardsen med frue og gæster en sommerdag. Og med mig, sagde hunden! Billedet er mærket af en af tidens tænder, der også har taget det nederste højre hjørne med. Det forhindrer os dog ikke i at fornemme stemningen i krostuen på badehotellet.Trods de mange års afstand er der et nærvær i situationen - som ridserne i billedet ikke modsiger. Tværtimod!
Ved folketællingen i 1880 blev Hansted Sogns befolkning opgjort til 192 mennesker fordelt på ni gårde og 34 huse ifølge 'Fyrmesteren', Ruth Selmers bog om fyrmester Chr. Heering på Hanstholm Fyr. En bog der kan anbefales, hvis man vil undgå at løbe med en halv vestenvind om Hansted 'i gamle dage'.
Staten var repræsenteret på fyret og ved den lokale toldembedsmand. Præsten boede i læ nogle kilometer inde i landet tæt op ad kirken i Ræhr. Hansted var blot et annekssogn.
En lærer var der dog derude, hvor det virkelig blæste.
I de kommende ti år voksede befolkningen med 50 personer. Og ved indgangen til 1890´erne kunne Hansted som nævnt mønstre en kromand. Der var også en musiker, to købmænd, en væverske og to tømrere. Resten var beskæftiget ved enten fiskeri eller lidt landbrug.

BADEHOTEL1

'Eksotisk' sted
Springer vi op i det nye århundrede og lander i 1964 i dét, der blev kaldt både Hansted og Hanstholm, kan vi nu tælle os frem til 1503 indbyggere . Men ingen havn. Den kommer tre år senere – som bekendt. I 1969 er der 3287 indbyggere, nu med havn; der er en voksende fiskerflåde og en industri, der ekspanderer. Alt er nøje planlagt. Skræddersyet til 30.000 indbyggere. Stramme rammer. Beboelse i et kvarter, håndværksvirksomheder i et andet, industri i et tredje, forretningsliv i et fjerde. En idealby. Sådan ligger hanstholmen i planlæggernes kort. En by med staten som eneste grundejer. Et nyt samfund skyder op. Men – der er stadig langt til de 30.000 indbyggere.
Den ukendte fotograf bag billedet fra badehotellet i Hansted i 1908 har placeret sig i den lange række af mennesker, der har efterladt spor, som udforskningen af den lokale historie dette særlige sted på vestkysten langt senere kan følge. Det har også været opfattet som et ligefrem 'eksotisk' sted – langt fra alfarvej. I al fald hvis man bor i Købehavn. Som nu Erik Skram.

badehotel2

Tilbage til 1864
Erik Skram er for længst draget til de døde poeters klub, han levede fra 1847 til 1923, men har stadig et liv i den del af litteraturhistorien, der handler om det såkaldte 'moderne gennembrud'. Det er også her, man finder thyboen J. P. Jacobsen, der dog aldrig gik af mode og fortsat har sine læsere.
Når Erik Skrams navn alligevel siger en nutidslæser noget, skal vi søge et helt andet sted – nemlig i Tom Buk-Swientys bestsellere om krigen i 1864.
Erik Skram var 17 år, da han meldte sig som frivillig under de danske faner, og det er hans grønne skæbne, der rulles ud i indledningsscenerne i 'Dommedag Als', det andet bind i det dansk-preussiske krigsdrama, det dystre kapitel i Danmarkshistorien, der får så store konsekvenser for Danmark helt frem til vore dage. Han kommer ud i nogle af de mest forbitrede kamp omkring landsbyen Kær. "Med stor begejstring går han i kamp, men han opdager hurtigt, at slagmarken er den rene rædsel", hedder det hos Tom Buk-Swienty.
Det er denne Erik Skram, den senere forfatter og Rigsdagsstenograf, der bliver tilskyndet til en rejse til det fjerne Thy, som han i 1880´erne skildrer i 'Gennem Hanherrederne og Thy'. En reportage om egnen i en periode med voksende befolkningstal:
"Paa Hanstholmen ligger Byerne Rær, Nytorp, Hansted, Nørby, Febersted og Vigsø, og fra dem alle drives et betydeligt Fiskeri. Man har Dæksbaade her, med hvilke man gaar 5,6,7 Mil ud paa Søen for at fange Kabliau (store torsk, red.), desuden fanges Sild, Makrel, Flynder, Hornfisk, Kuller og Hummer, og Afsætningen til Thisted er bedre end nogen Sinde ved Jærnbaneforbindelsen syd paa."

Kanalen
Erik Skram bevæger sig ind i fremtiden for denne egn og dens natur, der for en københavner kan virke både overvældende og skræmmende, så voldsom den er, og med et fyr, der som et fremmed væsen sender et lys langt ud i natten og over havet, som øjet ikke kan nå, men også pludselig lyser klitterne op og får den mindste mønt til at blinke i marehalmen. Var der ikke noget med en kanal?
"Febersted paa Nordsiden ligger i Læ af det 200 Fod høje Hjærtebjerg, og en kvart Mil østligere gemmer Vigsø sig i en Dal paa Holmen. Ved den sidste By er der fra Skrænten en temmelig bred Forstrand; der ligger ude et Stationshus for Raketapparatet og et anseligt Pakhus, hvor Regeringen i Aarhundredets begyndelse lod samle Korn til Norges Forsyning under Krigen med England. Her ved Vigsø har der været paatænkt et Havneanlæg - som for øvrigt saa mange andre Steder paa den nordlige del af Jyllands Vestkyst - og det har da samtidig været paa Bane at grave en Kanal herfra gennem Lavningen langs Østholmen ud i Limfjorden. Det sidste vilde muligvis blive den lettest udførlige Del af Planen, skønt Forholdene her i Vigsø Bugten synes særlig gunstige for et Havneanlæg paa Vestkysten, man er jo her beskyttet imod Vestenvinden" ... kan man læse i Erik Skrams reportage fra Thy i 1880´erne.

Beretningen i 'Gennem Hanherrederne og Thy' indeholder sammen med det krakelerede billede fra badehotellet i Hansted i 1908 stikord til en større historie – når man begynder at kigge sig om i landskabet.

 

Havnebyggeri og vandrehistorie

STAUNING: Statsministeren skrev sig ind i historien sammen med Fibiger, Budtz Müller - og Broby JohansenAf Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune
HANSTHOLM: Efter indvielsen af havnen i Hanstholm i 1967 var der ingen tvivl om, hvem der var helten i den havnesaga, der havde udspillet sig på hanstholmen gennem mere end et halvt århundrede. Det var Jørgen Fibiger.
Det var - med forfatteren Ebbe Kløvedal Reichs udtryk - hans vilje til Hanstholm, der satte sig igennem. 'Viljen til Hanstholm' er titlen på den bog om Hanstholm, Kløvedal Reich skrev i 1980´erne.
Og det med 'myten Fibiger' - lige til at sætte ind i en roman som flere i samtiden mente, Jacob Paludans gjorde med 'Fugle omkring Fyret' fra 1925 - går igen i de mange avisartikler om Jørgen Fibiger.
Andre har et andet ord på blokken: En fabel!
Og hvad han mener med dét, Broby Johansen, forklares nærmere i en bog om en kunstrejse i det nordlige og vestlige Jylland i 1970´erne, hvor den kendte kunstformidler og provokatørs vej falder forbi Hirtshals. Han kan ikke komme uden om manden, hvis navn er tæt forbundet med de to havne i Hirtshals og Hanstholm:
Nattevandrerne
vandre1"Jørgen Fibiger var havneingeniør, men alle fornuftige mennesker var enige om, at det var galimatias at bygge havn på Vestkystens mest udsatte sted. Fibiger - fiskerne udtaler navnet med tryk på 'bi' - er en fabel i Hirtshals. Den lille vævre elegant klædte person med det lange polkahår og den vældige krumme næse var mistænkt for at have valgt stedet af hensyn til jagten på vidderne bagved - han var en vældig jæger og navnkundig som dét, der dengang hed kynolog, hundekender. Men han forstod sig også på mennesker. Da han havde den almægtige Stauning oppe og se på forholdene, blev det så sent på kroen, at Stauning ytrede betænkelighed med hensyn til hjemturen gennem de mørke gader. Så ringede Fibiger til fyrmesteren og lod ham dreje fyret ned over gaderne til ære for de to nattevandrere", hedder det hos Broby Johansen.
Hvad der er sket denne nat i Hirtshals for nu mange år siden, er det svært at få hold på i dag, men en vandrehistorie er det da.
Og mange veje førte i 1920-30´erne til Hirtshals og Hanstholm.
I begyndelsen af 1930´erne er Stauning i Hanstholm for at se bese havnebyggeriet.
Kilderne melder ikke noget om, hvordan dette besøg forløb.
Thorvald Stauning (1873-1942) blev den første socialdemokratiske statsminister i Danmark. Han regerede 1924-1926 og 1929-1942. Han var oprindeligt udlært som cigarsorterer og havde - inden fagforeningsarbejdet og siden det politiske slugte al tid - en drøm om at blive digter. Han havde i hvert fald skægget til det.
I dag er han måske mest kendt for teksten på en valgplakat til et afgørende valg i Danmarks historie netop i 1930´erne: 'Stauning eller Kaos'.
I begyndelsen af århundredet havde han bl. a. skrevet et skuespil 'Livets løgne', der i 1926 blev genoptaget af Arbejdernes Teater i København.
En tro væbner
Hovedmanden bag teatret var thyboen Bertel Budtz Müller (1890-1946), selv forfatter af flere skuespil, i dag mest kendt for de mange bind Thybo-historier - senest udgivet i 1960´erne. I ungdommen aktiv på den yderste politiske venstrefløj: syndikalist, senere kommunist og opstillet til Folketinget i 1924. Da Broby Johansen kommer til Thy på den omtalte kunstrejse, rister han en minderune over thyboen - de havde begge del i den revolutionære bevægelse i København i århundredets begyndelse.
vandre2I perioder i 1930´erne boede Bertel Budtz Müller i 'Det gule Hus' tæt på havnen i Hanstholm og fulgte engageret med i debatten omkring havnebyggeriet og Jørgen Fibiger og gav selv sit besyv med i talrige artikler, hvor han med stor lokalpatriotisme fremhævede havnens betydning for hele egnen - ja, for hele Danmark! Han var livet igennem en mand, der ikke var bange for at tage munden fuld af ord.
Bertel Budtz Müller var en hurtigtskrivende og produktiv forfatter, hans artikler kunne læses i aviser og ugeblade, i 1928 i det populære Dansk Familie Blad under en meget optimistisk vision i form af en stor tegning af, hvad det planlagte havneanlæg i Hanstholm kunne drive det til. Han ser Hanstholm som landets næststørste trafikhavn. Forventningerne til fremtiden er på det nærmeste uden grænser - ja, fremtiden er faktisk allerede begyndt. En storby med jernbanedrift, bykvarterer og fabriksanlæg breder sig ud over holmen:
"Havnen vil myldre af Kuttere fra alle de havfiskende Nationer, ikke blot fra Vesterhavet, men fra hele Nordatlanten, da det bliver den Havn, der trafikalt set ligger bedst mellem Fiskepladserne og det europæiske Marked", erklærer Bertel Budtz Müller, der altid havde en dør mere end på klem til begejstringen

Hanstholm kunne skabe mere ligevægt i Danmark. Ikke blot ville den styrke Jyllands kontakt med omverdenen i handelsmæssig og trafikal henseende, men den ville også være med til at udvikle fiskeriet, som efter Bertel Budtz Müllers mening var landets andet "naturlige" erhverv. Han opfordrede derfor landbrugets organisationer til sammen med arbejderbevægelsen at sørge for "en systematisk Overførsel af den arbejdsløse Hær - navnlig Ungdommen - til et rationelt og solidt kapitaliseret Storfiskeri".
Bertel Budtz Müller, noget af en litterær og organisatorisk ildsjæl med mange jern i ilden, en kampens mand, en tro væbner for Jørgen Fibiger, når han gik i kødet på dennes modstandere og de metoder, de brugte i aviser og over for politikerne.
Det var som gamle venner, de mødtes i Hanstholm i begyndelsen af 1930´erne - Stauning, Fibiger og så Budtz Müller, den senere stifter og i nogle år formand for Thyboforeningen i København.
Hvis de mødtes - vi véd det ikke! Men hvis de gjorde, havde de i al fald ikke manglet noget at snakke om!

Det lyriske Hanstholm
vandre3Jacob Paludan fortalte i en radioudsendelse i 1969, at han opholdt sig i Hanstholm i 1924. Han var netop kommet hjem fra, hvad han karakteriserede som sit livs 'dannelsesrejse' i Sydeuropa, og overgangen fra varmen sydpå og Vesterhavsluften inspirerede ham til 'Fugle omkring Fyret'.
Det var - det véd vi i dag - ikke så lidt af en underdrivelse.
Det har spillet afgørende ind, at hans rejsekammerat, thyboen Erik Conradt-Eberlin, havde romanstoffet nærmest grydeklart og lige til at sætte over sproget og den naturlyrik, der var københavneren Paludans område. Han indlevede sig i den fremmede natur, dens farvetoner og stemninger, så bogen holder den dag i dag - hvad dét angår. Ingen, der har været i Hanstholm, kan være i tvivl om, at det er her, 'Fugle omkring Fyret' foregår ... kan man læse i en litterær guidebog.
Ikke alle kunne dog gætte det ved bogens udgivelse i 1925. De fleste mente, at Hirtshals var romanens Sandhavn. Og det var først året efter, de første tømmerkister - sænkekasser - kom i vandet.
Det kom frem i radioudsendelsen i 1969, at manden bag det oprindelige havneprojekt i Hanstholm, Jørgen Fibiger, ikke var portrætteret i romanen som ingeniør Beyer. Det hævdede i al fald forfatteren. Fibiger troede det selv - og mange med ham - og skal have beklaget sig over det.

En konge og en havneingeniør

KONGELIGT: Kong Christian X og Jørgen Fibiger mødte hinanden som gamle bekendte - og det var de også

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

THY: Der er mennesker, som ved deres blotte tilstedeværelse kan stjæle billedet. Et sådant menneske var Jørgen Fibiger, ingeniøren bag det første havnebyggeri i Hanstholm. Og det var sådan, thistedboerne oplevede ham under kongebesøget i juni 1931. Men det er nu ikke af den grund, at de lokale aviser først dagen efter kunne bringe billedet.
Dengang var det både dyrt og ofte en besværlig proces at få billeder i avisen. Når det færdige billede forelå, skulle det sendes til enten Aalborg eller Aarhus for at blive omdannet til den 'kliche', der kunne bringe papirbilledet over i avisens trykmaskiner - og derfra videre ud til læserne.
Derfor må vi i første omgang nøjes med ordene, som de er noteret i avisen på selve dagen onsdag 3. juni, da kong Christian X og dronning Alexandrine ankommer til havnen i Thisted på et besøg med 'Dannebrog'. Det varer i tre dage, hvor de kommer vidt omkring i Thy.
"De slipper aldrig af med mig", er kongen refereret for at sige til havnefoged Madsen. Det udlægger denne som en tilkendegivelse af, at majestæten befinder sig godt i Thy. "Det er vist også ret enestående, at kongen under sin sommerrejse har beæret en by med et ophold på ikke mindre end tre dage", tilføjer avisen.
Ankomsten skal efter planen finde sted kl. 13.30, og kl. 13 har byens honoratiores taget opstilling. Embedsmændene i gallauniformer med amtmanden og borgmesteren i spidsen. Det samlede byråd og to gamle krigsveteraner. Garderforeningen og forsvarsbrødrene. De er der alle sammen.
Og så ingeniør Fibiger, ikke at forglemme.
I sit bedste sæt tøj og med nypudsede sko, der skinner om kap med kongens. Oven på den hvide hårmanke har den 64-årige Fibiger en hat, som mange finder 'karakteristisk'. I sammenligning med de fremmødte høje hatte skiller den sig da også ud. Hat og hårmanke er de to ord, der følger beskrivelsen af Fibiger i datidens aviser. Noget skal aviserne have at hænge deres hatte på. Men man kan også se hårpragten beskrevet som 'digterhår'. Det er vist digteren Holger Drachmann, der er på spil. Længere op i det 20. århundrede lægges der nye streger på Fibiger-billedet. Nu er det blevet til 'polkahår'. Og den krøllede længde til 'en provokerende herrefrisure'.
Sådan er der så meget.

Bekendte
Kongeparret hilser på de fremmødte herrer og damer. Kongen underholder sig særlig længe med Fibiger, og nogle af de thistedboer, der står tæt pakket bag en afspærring, får den tanke, at de kender hinanden.
fibiger1"Jeg mener", som en af dem skal forklare, da han senere bliver bedt om at uddybe oplevelsen ... "jeg mener den måde de står på, Fibiger og kongen, så afslappet, Fibiger med hænderne i lommen og så den her hat".
Det lyder ikke usandsynligt. Fibiger har sin gang blandt ministre og andre politikere, de øverste embedsmænd i ministeriet, når han er i København - hvorfor så ikke også kontakt til kongehuset?
'Ingeniøren' er en helt i samtiden, ikke kun Fibiger, 'ingeniøren' er fremskridtets repræsentant, fremtidens mand, Fibiger desuden lidt af en 'myte' - hvorfor skulle han så ikke have opbakning i kongehuset til de utraditionelle idéer med havnebyggeri på vestkysten?
Forklaringen er mere enkel. Kongen har allerede i 1917 belønnet Fibiger med fortjenestmedaljen i guld. Siden har han fulgt havnebyggeriet i Hirtshals. Nu er han kommet til Thy.
"Er det godt at komme til Hanstholm i dag", hører avisens udsendte kongen sige til Fibiger. Han hører Fibiger svare "Ja!"
Og ikke nok med dét:
"Der blæser frisk derude", siger kongen. "Ja, ja!", svarer Fibiger.
Ikke mere.

 

Man står jo ikke sådan direkte og aflytter samtalerne. Det er kun, hvad der falder avisens medarbejder i ørene på hans vej rundt på kajen.
Så går der et kvarters tid med samtale med forskellige og atter igen med Fibiger. Ham vender kongen tilbage til, mens byens fotografer og amatørfotografer har travlt.
Thisted Amts Tidende fortsætter:
"Der blev bestilt endnu en bil. I forvejen var mødt vognmand Vangsgaard med sin Rolls Royce og sin anden bil, og da kongeparret havde været om bord for at få noget mere tøj på, fandt bortkørslen til Hanstholm sted under tilskuernes hurraråb. Amtmanden og kongens følge medfulgte. Kongeparret kørte naturligvis i Rolls Royce - de ynder som bekendt at køre i åben bil, men en sådan kan vanskeligt skaffes nu, og i dag blæste det også for stærkt dertil".
Vejret giver kongeparret tydeligt bevis for, at det - som kongen bemærker på havnen - ikke er nogen overdrivelse, når aviserne skriver, at det er koldere i Thy end på øerne. Og på køreturen til Hanstholm får de syn for sagn om det barske klima. Vel skinner solen, og landskabet ud gennem Skinnerup og Nors ser smukt ud med de grønne frodige marker og hist og her vajende flag. Men da kongebilerne når ud til Tved, bliver man vidne til en veritabel sandflugt fra de lette marker. Sandet fyger tværs over landevejen og lejrer sig i driver på den anden side.

I Hanstholm
Besøget i Hanstholm varer et par timer.
Det er næsten livsfarligt at vove sig ud på den lange molebro. Havet skummer og mægtige brådsøer vælter ind over molebygningen, men den trodser de kraftige angreb og står urokket tilbage.
fibiger2Ledsaget af Fibiger går kongeparret ud på broen. Dronningen vender dog kort efter tilbage. Det bliver alligevel for meget. Så er det mere hyggeligt hos fyrmesterens kone.
"Som vi meddelte i går, gik kongen helt ud på molen sammen med ingeniør Fibiger og betragtede anlægget samt det storslåede syn, som det oprørte hav frembød", skriver Thisted Amts Tidende dagen efter, torsdag 4. juni.
Det er her, læserne kan se de første billeder fra kongeparrets ankomst til Thisted Havn.
Og med Fibiger i samtale med majestæten.
Havneingeniøren står placeret i midten af begivenhederne. Sådan kan man tolke billederne så mange år efter. Måske er det en gammel samtale ført et andet sted, der bliver genoptaget denne halvkolde og lettere blæsende junidag i 1931 på havnen i Thisted.
På de mange års afstand ser man mere og 'hører' mere end de få sætninger, som den lokale avisskribent er i stand til at opfange og bringe videre i 1931. Det er de forestillinger, en nutidslæser mener at kunne gøre sig.

Jørgen Fibiger førte kongeparret ud på molen under besøget i juni 1931.
Dronning Alexandrine vendte dog hurtigt om. Hun tog i stedet på besøg hos fyrmesterens
kone. Det var mere trygt.

Den franske forbindelse
Agnete Fibiger, 82 år og enke efter Jørgen Fibiger, kommer i et interview med Vendsyssel Tidende i 1967 med en overraskende oplysning, der pludselig flytter en nutidslæser tilbage til 1931. Til den blæsende sommerdag på Thisted Havn.
"Kong Christian X sagde, at min mand lignede den franske politiker Briand", husker Agnete Fibiger få dage før havnens indvielse i Hanstholm, hvor hun var den selvskrevne æresgæst. Det var det billede, kongen havde fundet mest dækkende til at beskrive Jørgen Fibiger, som andre gjorde til en 'myte'.
fibiger3Hvis man slår op i Nationalencyklopædien, vil man konstatere, at Aristide Briand (1862-1932) havde en ydre fremtoning, der minder ikke så lidt om Jørgen Fibigers i det høje nord. Det er som at opleve Fibiger træde ud af det franske deputeretkammer! Uden sammenligning i øvrigt - den franske politiker og den danske havneingeniør satte deres spor i tiden. Det må være dét, den danske konge havde haft i tankerne. Jørgen Fibiger døde i 1936 - 69 år gammel.

Agnete og Jørgen Fibiger fotograferet i 1935 på terrassen ved administrationsbygningen
i Hanstholm. De var blevet gift i 1911.

Vilje og naturkræfter

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

Hanstholm Havn 26. januar 1975. Det er naturens kræfter, vi er oppe mod. Ikke mindst i Hanstholm. Pressefotograf Tage Jensens billede siger det hele i ét skud. I det sekund bølgerne rammer indsejlingen til havnen. Et farligt sted. Man er først i havn længere inde i havnen. Også under roligere forhold.
Det blev forsidebillede på den bog, som forfatteren Ebbe Kløvedal Reich udgav i 1981 sammen med Dansk Byplanlaboratorium i forbindelse med et nordisk byplanmøde i havnebyen.
naturkrfter

Den kendte forfatter - og tidligere hippie - var ikke ukendt med egnen. Han havde en tæt forbindelse til friskole- og højskole-bevægelsen i Thy. Og så kendte han Thy fra en meget omtalt begivenhed 11 år tidligere: Thylejren! Den første lejr og dér, hvor meget tog sin begyndelse, som dog ikke altid kunne forbindes med den euforiske sommer 1970.
'Viljen til Hanstholm' hedder Ebbe Kløvedal Reichs bog. En beretning om en egn og befolkning "som trods natur, kirke og statsmagt i årtusinder har beboet en del af Danmark, hvor udkommet ellers syntes uegnet til livets opretholdelse", som han skriver.
Det er en beretning baseret på lige dele fakta og fantasi, og den kommer vidt omkring.
Fra dengang Hanstholm lå som en ø i stenalderhavet, via skudefarten og de åndelige vækkelser i 1900-tallet og til dér, hvor billedet af naturens kræfter tager over ved indsejlingen til den havn og by, der med et langt tilløb gennem et halvt århundrede omsider bliver en realitet. Og fik sit navn efter den hvide holm.
"Vestkysten er Danmarks eneste front mod den voldsomme natur", skriver den gamle hippie. "Derfor er det dér, man som østdansker søger hen, når man trænger til at blive mindet om, at man kun eksisterer på vældige elementers nåde og barmhjertighed. Andre folkeslag bestiger bjerge eller står på ski ned ad dem eller camperer i urskove. Vi tager til Vesterhavet".
Sådan kan man også udtrykke det. Men det er nu ikke en udfordring, der er forbeholdt dem i øst, kunne man - måske lidt upassende - hilse og sige hinsides. Ebbe Kløvedal Reich døde i 2005 - 65 år gammel.
Havet - den store sammenhængende vandmasse der dækker 70,8 pct. af jordoverfladen - har fra de tidligste tider været et evindeligt tilbagevendende tema. Den mægtige vægt af vand i rummet, den umådelige flade, den afgrundsdybe bundløshed har lagt menneskets pande i filosofiske - og ikke mindst digteriske - folder.
Robert Corydon (1924-1984) er en anden i den række af danske digtere, der har stået ved kanten af det store hav. 'Havblik' er et af digtene i samlingen 'Ord til havet' fra 1968. En rapport fra et sted hvor netop ord ikke slår til:

Havlinie spændende
fra ord til ord
lastet med bølger,
måger og længsel
efter det havblik
som løser for
sindets hvirvler,
åbner ind til sten
og vragtræets rod,
ind til bølgens
hvide stængler,
griber ned
hvor ord er
stumme.

Robert Corydons sidemand dér ved havet, Arthur Krasilnikoff (f. 1941), konstaterer to år tidligere i debutbogen 'Skyggehunde', en novellesamling:

"Sorte skyer hænger til tørre på himlen. Blæsten får dem til at blafre, mens dagen bliver kastet op af havet".

Ordene dækker nøjagtigt, hvad han ser, denne litteraturens magiske realist.
Og oppe i første klitrække står modernismens stærke frontløber, den franske digter Arthur Rimbaud (1854-1891), der på årenes afstand råber op mod blæsten, men alle kan pludselig se, hvad han har set:

"Den er fundet! Hvad? Evigheden. Den er havet blandet med solen!"

Så mange var ordene. Anledningen Hanstholm Havn en januardag for nu mange år siden.

Hanstholm fanget på glemte film

Lokalhistorie: En 21 år gammel avisartikel bringer mange timers unikke filmoptagelser om Hanstholm Havn frem fra glemselen
Af Thomas Norskov Kristensen
Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune
HANSTHOLM: I 1950'erne var Thisted Amt ved at gå i stå. Arbejdsløsheden var høj, boligforholdene elendige og velfærden lav. Noget måtte gøres.
Egnen skulle med på væksttoget, og lokomotiverne, der skulle trække, var banebrydende nye tanker om statsstøttet industriproduktion - den såkaldte Lov om Egnsudvikling fra 1958 - i kombination med et nyt havneanlæg ved Hanstaholm.
"Hanstholm Havn skal i erhvervs- og beskæftigelsesmæssigt henseende bringe Thisted Amt på højde med niveauet i resten af landet".
Sådan lød minister for offentlige arbejder Kai Lindbergs begrundelse for den godt 100 mill. kr. store bevilling på finansloven, som Folketinget enstemmigt vedtog i 1960.
Dokumentation
Havnebyggeriet var en af den slags opgaver, hvor økonomi og tidsfrister let kunne løbe af sporet.
Trods grundige forarbejder og studier var mange faktorer omkring byggeriet fortsat ukendte og ukontrollerbare. Ikke mindst de ekstreme vind- og vejrforhold.
Det såkaldte tre-mands-udvalg, som bestod af repræsentanter fra Vandbygningsvæsenet, Ministeriet for Offentlige Arbejder og Hydraulisk Institut, besluttede at lade byggeriet filme. Der blev indkøbt et 8 mm. smalfilmsapparat, som flittigt snurrede på den enorme byggeplads.
Kraftige storme, silende regn og tæt tåge blev sammen med søsætningen af de store sænkekasser, skibsforlis og andre ulykker foreviget på celluloid-strimlerne på det lille brummende apparat.
Formålet var at dokumentere byggeriets fremskridt. Ikke for eftertiden og historikerne, men fordi man ville have beviserne i orden, hvis der skulle forhandles om erstatninger med entreprenører, der havde problemer med at overholde tidsfristerne.

glemtefilm1
Stort registreringsarbejde
I årenes løb er det blevet til mere end 35 timers unikke filmoptagelser fra Hanstholm Havn. Optagelserne fortsatte frem til 1984 og stod siden mere eller mindre urørte i havnekontorets mørke arkivrum.
glemtefilm2En omstrukturering af havneledelsen bragte i 1990 filmene tilbage i lyset - og i Thisted Dagblad.
Havneingeniørkontoret blev nedlagt, og det betød, at havneingeniør Marius Kristensen blev afskediget. Han var tre år forinden flyttet til egnen fra Frederikshavn, hvor han i 15 år havde været ansat ved statshavnen. Men i 1990 var det altså slut.
Som en del af fratrædelsesaftalen fik han tre måneder til den ret usædvanlige opgave at gennemse, registrere og overspille filmoptagelserne. Det drejede sig om mere end 700 film på hver tre minutters længde. Og det var dét arbejde, Thisted Dagblad bragte en artikel om i 1990.
"Mange af filmene er daglige vejrobservationer, som nok kan være lidt ensformige at se på, men med jævne mellemrum dukker der en 'perle' op", fortalte Marius Kristensen til avisen. Han er nok den eneste, der har set samtlige 35 timers film igennem.faktaboks
Drømte om et havnemuseum
Dengang var planen, at filmene skulle være en hovedattraktion på det havnemuseum, som flere lokale kræfter i begyndelsen af 1990'erne drømte om og ihærdigt arbejdede på at realisere.
Ambitionerne fejlede ikke noget. Den verdensberømte danske arkitekt Henning Larsens tegnestue fik til opgave at udarbejde et projektforslag.
Museet skulle med store udstillinger og imponerende modeller af havneanlægget beskrive den enestående historie om vilkårene og forudsætningerne for havnebyggeriet.
Placeringen var spektakulær. Museet skulle ligge på kanten af den yderste klint lidt vest for 'Restaurant Pynten'. Bygningens udformning var som en pil, der pegede mod nord. Et kunstværk i sig selv.
Der blev altså tænkt store tanker om et havnemuseum, som på tegnebrættet lignede et nyt kulturelt fyrtårn for egnen.
Men drømmene kom aldrig ud over planlægningsstadiet - og har i dag fundet en plads nederst i skuffen.

Unik historisk kilde
Da Marius Kristensen havde afsluttet sit omfattende arbejde, blev filmene sendt tilbage i havnekontorets arkiv. Og dér har de stået lige siden - indtil de ved hjælp af Thisted Dagblads artikel er bragt tilbage fra glemslen af det lokalhistoriske arkiv i forbindelse med arbejdet med en bog og en række aktiviteter omkring Hanstholms historie. Dette arbejde kan følges i artikler i avisen og på arkivets hjemmeside, hvor der også er lagt levende Hanstholm-billeder og interviews ud.

Glemtefilm3De mange timers film udgør en unik historisk kilde, og de vil være en stor hjælp til at belyse byggeriet og driften af havnen. Filmene er blevet overspillet til et digitalt format og et større redigeringsarbejde forestår, før de vil blive offentliggjort.

balladen-begyndteEn provokatør til hest

Hvis der er nogen, der har været på kant med Hanstholm, så er det Inge-Lise Wagner

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Hvis man siger Hanstholm "ude i landet", er der stadig mange, der også siger: Inge-Lise Wagner. Og sætter et udråbstegn! Mindre kan nemlig ikke gøre det. Og sandt er det da, at præsten Inge-Lise Wagner - i medielandskabet og de kirkelige kredse - på det nærmeste blev identisk med havnebyen i de turbulente år i 1980´erne.
Historierne om den omstridte præst er i dag gået over i historien - sådan som det afspejles i citatet fra 'Illustreret Tidende'. Og kan følges på nettet.
wagner1Den i dag 61-årige præst er ikke for fastholdere. Hun er ikke som folk - og præster - er flest. Hyldet - og hadet - for sine kontante meninger uden mellemregninger.
Inge-Lise Wagner blev i 1988 fyret som følge af meget omtalte "uoverensstemmelser" med menighedsrådene i Hansted-Klitmøller og Ræhr-Vigsø pastorater. Hun var oprindeligt kommet til Hanstholm som hjælpepræst for sognepræst Hans Aage Linde. Kemien var mildt sagt ikke den bedste mellem de to præster. Menighedsrådene ville af med hende. Efter et par år blev hendes stilling slået op som et "rigtigt" embede. Hun søgte embedet med henvisning til en sjælden brugt regel, der giver mulighed for, at stillingsbesættelse kan afgøres ved urafstemning. Og her fik hun 82,5 pct. af de afgivne stemmer. Dét gjorde jo ikke forholdet til menighedsrådene ligefrem bedre.
Andre brugte ordet "krig", for det var, hvad det i virkeligheden var – sådan blev der argumenteret. En overgang blev Inge-Lise Wagner forment adgang til kirkerne i Ræhr og Vigsø.
wagner2wagner2Afstemningsresultatet er interessant i mere end én forstand. Det fortæller om brydninger og modsætninger i et forholdsvis lille samfund, der er præget af både traditioner og den baggrund, som nytilflyttere har bragt med sig.

Provsteret
To gange måtte en provsteret træde i funktion og karakter.
Det var der ikke nogen anden præst i Danmark, der nogensinde havde været udsat for.
Der var dog intet grundlag for at fratage Inge-Lise Wagner embedet, skulle det vise sig. Det kostede dog en bøde at blande det danske politi ind i en prædiken om barnemordet i Betlehem.
Aalborg-biskoppen Henrik Christiansen gjorde, hvad han kunne for at bringe parterne i nærheden af en talefod, de kunne stå på. Det var ikke nok.
"Uden for sognet havde hun en stor og farverig menighed", kan man læse i 'Illustreret Tidende' 12 år senere. "Hun blev udnævnt til "officiel" dansk cirkuspræst. Hun prædikede på markeder og for landevejens riddere. Og hun indviede rottekongen Cibrinos dyrekirkegård i Vorbasse".
Efter Hanstholm flyttede hun tilbage til sit stråtækte barndomshjem på Sjælland og lever her omgivet af sine heste, katte, hunde og talrige norske kaniner.
Og i en længere periode i strid med myndighederne i en sag om ulovlig beboelse af sommerhuse. Hun vil ikke bede om lov - om dispensation - til at bo i sit eget barndomshjem.
Jobbet som kirkesanger giver brødet på bordet, hvis hun da ikke vikarierer for præstekolleger.
Inge-Lise Wagner blev forfatter af en rost biografi om idealet og lidenskaben - operasangerinden Maria Callas. Hun har fortalt om sit liv og mangeartede virke, om tro og tvivl - og selvfølgelig også om Hanstholm - i en af tidens populære samtalebøger: Preben Østerfelts 'Præsten og Divaen' fra 1999. Her har hun (mildt sagt) ikke meget til overs for begivenheder og modstandere fra dengang. Nej, der var virkelig ikke noget at råbe hurra for! Mere respekt har hun for naturen: "Naturen var imponerende; men også skræmmende. Jeg blev aldrig fortrolig med det hav, det var så voldsomt".

Ævl
Til en avis erklærede Inge-Lise Wagner i 2010: "Jeg fortalte min historie for at blive fri for at ævle videre om den. Den sag var jo bare et lille sidespring. Min identitet ligger ikke dér".
Inge-Lise Wagner-dramaet er blevet dokumenteret i 1997 i filmen 'Man brænder da ikke Præster'. Den dramadokumentariske film har vundet priser rundt om i Europa. Da den blev vist på tv, gjorde den stort indtryk og havde 800.000 seere. Anmelderne spærrede også øjnene op, da de så præsten galoppere over land.
Den sag, Inge-Lise Wagner ikke længere gider ævle om, dukker op med henvisninger i medierne, når der er konflikter i folkekirkens rækker.
Og det er der jo jævnligt.
Tiden er en anden, og der kan i dag læses nye vinkler ind i 'Wagner-sagen'.
Den unge - og nu også halvgamle - motorcykelpræst, der ragede uklar med sine menighedsråd i Thy, er stadig en god historie. Og hun er selv en god historiefortæller, der bygger videre på myten Inge-Lise Wagner.
"Jeg vil ikke spilde resten af mit liv på at snakke om nogle mennesker, som er nul og niks", kan man læse i en avis, der vil høre om Hanstholm-striden - endnu en gang. Så bløder hun det alligevel lidt op: "Sagen understreger præsternes manglende retssikkerhed. Folkekirken styres af magtfulde biskopper, som kendetegnes ved, at de helst handler i flok".
Mange aviser med præstesyge mellem linjerne har svært ved at afgøre, om den tidligere Hanstholm-præst både er sin egen værste fjende og en anfægtelse for omgivelserne.
I Hanstholm er meningerne delte, og der er mange, der helst ser hele affæren fjernet med den blæst fra Vesterhavet, som Inge-Lise Wagner ikke nåede at forlige sig med. Sådan for alvor.
Men at hun er blevet en historie i historien om Hanstholm er en kendsgerning, som man ikke passerer uantastet - mere eller mindre.

wagner4

... og stormen lagde sig!

kongfrederik 

En forrygende storm gik ind over vestkysten dagen før den officielle indvielse af Hanstholm Havn fredag 8. september 1967, og den væltede en del af forberedelserne til festen. Stormen løjede dog af i løbet af natten. 8. september kom med stille vejr og strålende solskin. Og auktionshallen var fyldt af forventningsfulde festdeltagere med kong Frederik IX i spidsen. Det er kongen i midten forrest i billedet. Kongen markerede havnens indvielse ved et enkelt slag på auktionshallens klokke. "Det er med stor glæde, jeg kommer til stede i dag, da første etape af Hanstholm Havn er færdig", udtalte han kongen. "Gennem mange år har jeg næret en stærk interesse for dette store byggeprojekt, og nu da havnen nærmer sig sin fuldførelse og kan tages i brug, ønsker jeg lykke og velsignelse for dem, der skal bruge den, og held med det fortsatte arbejde. Hermed erklærer jeg da Hanstholm Havn for åbnet!". Amtmand Fl. Martensen-Larsen takkede på Thisted Amts vegne for statshavnen og adresserede takken til kongen, som havde fulgt projektet med varm interesse". Og han mindedes Jørgen Fibiger, den sagnomspundne havneingeniør, "der af nogle blev regnet for fantasifuld, af andre for fantast". Han havde betragtet det som sit livs opgave at bevise, at der kunne og burde bygges havne ved Hirtshals og Hanstholm: "Selv om havnen nu ikke er færdig, var man dog så vidt, at man med ro i sindet kunne sige: Fantastens drøm er blevet virkelighed. Jyllands skulder har fået bærekraft!".

Katastrofealarm på Hanstholm Havn

Dramatiske 68 minutter en julidag i 1987

Af Flemming Skipper. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Når man ser det hele sådan lidt fra oven - fra udsigtspladsen ved siden af Restaurant Pynten - kan havne- og havsceneriet tage sig både imponerende og nærmest roligt ud trods den travle aktivitet.
Men det kan være et synsbedrag.
Vesterhavet er en farlig samarbejdspartner, det er ikke sådan at spøge med, og selv på vej ind i havnebassinerne kan man ikke vide sig sikker.
Historierne er mange og i flere tilfælde også meget dramatiske med tabte menneskeliv til følge. Heldigvis er der også lykkelige slutninger - som skåret ud af et manuskript til en film.

katastrofealarm
Men først skal der slås katastrofe-alarm, som der blev 17. juli 1987. Og 68 minutters dramatik skulle der til, før kutter med tre var reddet.

Tre Skagens-fiskere var med den gamle kutter 'Ole Degn' et forlis nær i det kritiske hjørne af Hanstholm Havns yderbassin.
Kutterens styretøj svigtede, netop som de var kommet inden for ydermolen, og selv om ankeret blev kastet, var 'Ole Degn' i den kraftige blæst på vej mod det hjørne af den østre tværmole, hvor 10 polske søfolk fem år tidligere mistede livet.
Det var 'Brda'-kastrofen, og den var endnu i frisk erindring. Som den er det den dag i dag blandt holmboerne. En katastrofe man i øvrigt kan læse om andet sted.
'Ole Degn' var kun 30 meter fra den stensatte mole. Entreprenør Evan Andersens kran har på billedet sin arm med redningskurv strakt ud mod havaristen, mens dykkeren med svømmefødderne i hånden afventer, om han skal gå i bølgerne.
Den omstændighed, at lodsbåden 'Pilot' straks kunne gå til undsætning og med en trosse give den første hjælp, var medvirkende til, at de dramatiske 68 minutter ikke endte i en ulykke.

Reporter og poet
Thisted Amts Tidende (Thisted Dagblad) fik i 1966 som den første avis - og eneste skulle det vise sig - "fast repræsentation" i den kommende havneby i Hanstholm.
Redaktøren hed Kai Digens, han blev nogle år senere afløst af Knud Erik Nielsen, derefter Jens Kofoed, Mette Fastrup og senest Jens Fogh Andersen. I dag er lokalredaktionen lukket og opgaverne varetages fra hovedredaktionen i Thisted - i den "nye" Thisted Kommune.
Mette Fastrup døde som 77-årig i november 2010. Hun kom til Hanstholm i februar 1980 og havde altså været på posten et halvt år, da hun var på havnen for at rapportere til redaktionen ude i Thisted om de dramatiske minutter.
Et journalistisk virke i en havneby som Hanstholm var ensbetydende med udfordringer, som kolleger andre steder måske ikke mødte.
Det afskrækkede dog ikke Mette Fastrup, der i stille stunder fik tilskyndelse til også at sætte Hanstholm ind i en poetisk og historisk sammenhæng. Og med forfriskende ordbilleder, som når hun beskriver bølgerrne der slår ind over molen "som splinter af krystal".
Pludselig kan man se det for sig - sådan er det jo!
Det er en sang på melodien 'En sømand har sine enegang ...' og skrevet i anledning af havnens 20 års dag og indvielse af nyt bassin og auktionshal 8. september 1987. Og sunget ved den officielle fest på Restaurant Pynten 30. september. Sangen kom med i 'Thylands Sangbog' i 1996.

Hanstholm Havn 1967-1987

Det hvide fyr som bjergets bavn
slog lysets vifte ud
og lyste skib fra havn til havn
i nat og storm og slud.
Og skibe kom og skibe gik
ad horisontens sti,
endnu før Hansted havnen fik
at spejle lyset i.

Mens mågevingens skygge skrev
sit kvad på bølgen blå,
det Hansted var og Hanstholm blev,
det ikke glemmes må,
at folk med fisk i kurv og bør,
med møje fandt en vej
fra strand mod bjerg til hjemmets dør
og åbned den for dig.

En havn, der bare var et navn,
et syn i fremtids dis,
en sikker havn med molers favn,
hvad bliver mon din pris?
Og fulgt af tvivl og stædig tro
gled sænkekasser ned
at føje sig som skuldres bro
i række og geled.

En havn, et hav, et bølgeslag,
der synger i vort blod,
en havn, der blev en fælles sag
ved Hansted-Knudens fod
med dagligdagens myreflid
på modets fundament,
javel, vi ved, det tog sin tid,
men nu er Hastholm kendt.

Mens bølge over mole slår
som splinter af krystal,
vi glemmer, hvad der gik i skår,
og følger havets kald.
Vi nynner med ved nat, ved dag
på håbets melodi –
en havn, et hav, et bølgeslag
med nye drømme i.

Det mørke Jylland og neon-landet

Thyboer til lysfest i hovedstaden

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv

NeonlandetHANSTHOLM: Dilettant-skuespillerne fra Hanstholm var i København i november 1937 for at opføre Johan Skjoldborgs skuespil 'Slægten' i Statsradiofonien - som Danmark Radio dengang hed. Og som en af dem udtalte til dagbladet Politiken var det ikke hver dag, de kom til hovedstaden, så de havde taget deres koner og kærester med. Og når man kommer fra en egn, hvor det var mere end sparsomt med vejbelysning, var det mildt sagt en omvæltning at stå badet i lyset fra det natlige reklamebombardement.

1930´erne var neonreklamernes gyldne årti. De skyder sig op de steder i storbyen, hvor livet udfolder sig efter mørkets frembrud. Richhusets neonbelysning på Rådhuspladsen var 'Nattens Dronning' og kunne tage pusten fra de mest blaserte. Det samme med forlystelsescentret National på Vesterbrogade.

Og så lyste 'Limfjords Østers' pludselig op i gadebilledet. Med kongekrone oven i købet. Så var man alligevel ikke helt fortabt.

'Bliv velbarberet og morgenglad - sig skægget farvel med et Raadvad Blad' stod der bøjet i farvelysende neon et andet sted. Den merkantile lyrik lod sig villigt bøje.

København var blevet en storstad - som New York, London og Paris. Det sagde de selv, københavnerne. Thyboerne troede dem hellere end gerne.

Det hele fik en brat afslutning. 8. september 1939 blev der lukket for strømmen. En krig var brudt ud. Nu skulle der spares på energien.

Det var i 1920-30´erne, reklame med inspiration hentet i det amerikanske for alvor slog igennem i Danmark. Og en af de fremmeste inden for den ekspanderende branche med kvikke bemærkninger, letpåklædte piger og hurtige penge var en thybo: Eric Conradt-Eberlin, søn af den sidste kongevalgte borgmester i Thisted. Han var en mand med for mange jern i ilden og hertil en stor historiefortæller. En god kombination.

Det havde vennen, Jacob Paludan, gavn af, da han i 1920´erne sad på kroen i Hanstholm og baksede med romanen om havnebyggeri m.m. i Hanstholm. Fugle omkring Fyret blev dens titel.

Det var på samme kro en halv snes år senere, at Hanstholm-dilettanterne slog de folder, der førte dem til Statsradiofoniens mikrofoner.

Til slut et par oplysende bemærkninger: De fik de første gadelygter hængt op i Hanstholm så sent som i 1957. Til gengæld taler Jacob Paludan i et essay fra 1928 om "det hvide lys", dels fra husene, dels åbenbart en form for projektørbelysning på byggepladsen ved havnen. Og så har de jo fyret, ikke at forglemme. Man fanges af fyrets kredsende blink deroppe fra den høje klint. Disse blink der skifter med mørke, så mørk som mørket nu kan blive i en nordlys sommernat. Således har fyret sendt sine signaler siden indvielsen i 1843. På Paludans tid kunne man i klart vejr stå en mil borte og finde en enøre i vejsporet. Står der i hans roman Fugle omkring Fyret. Den er fra 1925. Læs den!

Hanstholm og fyret har altid haft en særlig fascination. Således også for nævnte Eric Conradt-Eberlin, da han skulle lokke vennen Paludan til Thy og mulighederne i landet mod Nordvest til den store roman om natur og mennesker, havnebyggeri, de nye tider, det moderne, over for det gamle og naturbundne liv: "Der er dejligt ved Hanstholm, alt hvad Hjertet kan begære af Hav og Sol og saa i Tilgift Verdens 3 største Fyr, hvis Lys kan ses i Norge i klare Nætter". Hanstholm Fyr har ikke den samme styrke i dag, men ellers er alt ved det gamle i det nye Hanstholm med hav og sol.

 

Kunsten der kastede støj af sig

Et moderne shoppingcenter og moderne kunst var for meget for Hanstholm i 1970´erne. I hvert fald inden døre.

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

fischer1HANSTHOLM: Når man nærmer sig Hanstholm-Centret fra vestsiden, får man hele historien serveret i ét blik.
Forrest Egon Fischers pladeskulptur som et symbol på de nye og moderne tider med en havn og en by planlagt næsten ned til mindste søm. Bagest, forankret i den barske natur og i alt dét, der er gået forud og dog stadig er forbundet med de nye tider: Hanstholm Fyr.
Men sådan har det ikke været tænkt. I hvert fald ikke fra begyndelsen.
"Det er ren vandalisme at flytte min skulptur udendørs, måske endda specielt i Hanstholm, hvor vind og vejr bider ekstra hårdt".
Sådan erklærede kunstneren i september 1977, da centerforeningen satte handling bag ord og lod skulpturen fjerne fra Centertorvet til parkeringspladsen udenfor. Ikke nogen nem opgave. Seks-otte mand og en gaffeltruck måtte lægge kræfter i for at få kunstværket bugseret ud til den ventende kran. Byens største. Og det sagde ikke så lidt i Hanstholm.

Overrasket
Egon Fischer var overrasket over den drastiske reaktion i Hanstholm, men havde ikke noget imod den debat, skulpturen satte i gang. Det var jo en del af kunstens mission. Men der var også ophavsret og misligholdelse af et kunstværk, som han betragtede som et af sine hovedværker.
Model og tegning til skulpturen fandtes i de største privatsamlinger af moderne europæisk kultur. 'Blå Pladeskulptur' optræder fortsat i Egon Fischers værkfortegnelse på såvel nettet som i diverse kunsthistorier. Kunstneren selv befinder sig i toppen af den danske kunst.
Fischer2Statens Kunstfond havde ydet langt det største bidrag til den moderne skulptur i 1976 i det moderne og overdækkede shoppingcenter, som mange byer landet over først var begyndt at drømme om. Og det var denne kunstfond, Egon Fischer nu ville drøfte situationen med.
Den blå pladeskulptur delte vandene i Hanstholm i 1970´erne - som den gør det i dag.
Forretningsfolk og kommune fandt skulpturen "for tam". Borgmester Chr. Hansen erklærede, at den slet ikke passede ind i centret. Men børnene tog kunsten til sig uden forbehold. Og det er slet ikke det værste, et kunstværk kan komme ud for.
Men det var også dét, der var problemet.
'Børnene benytter den som legeredskab, og når de med træsko sparker på skulpturen, giver den en infernalsk larm fra sig i det overdækkede butikstorv, som er omkranset af glas til alle sider. Når børnene er aktive, er det umuligt at få ørenlyd i butikker og kontorer'.
Sådan lød frontberetningen fra formanden for butikscentret, guldsmed Ib Mygind.
Netop børnenes interesse fik Statens Kunstfond til en overgang at overveje en placering i skolegården i Hanstholm.

Dramatik
Men det blev altså uden for Hanstholm-Centret og i flugtlinje med Hanstholm Fyr. Ikke noget ringe bytte. En række hanstholmboer med advokat Thorkild Jacobsen i spidsen stiftede Hanstholm Kunstfond og sørgede for - i samråd med kunstneren - at skulpturen blev overfladebehandlet, så den kunne modstå det barske udendørs liv. Det skete i Skagen. Turen derop forløb ikke uden dramatik. Vognmanden havde ikke regnet ud, hvor højt skulpturen ville rage op fra ladet. Det gav vanskeligheder, da han undervejs skulle under en bro og toppen på skulpturen blev bøjet.
Kunstens vej - også dén fra Hanstholm til Skagen - er ikke uden problemer.
Men nu står skulpturen dér foran indgangen til Hanstholm-Centret. Genindviet i april 1978. En festlig genindvielse ifølge den lokale avis. Lutter smil hos forretningsfolk, politikere, hos kunstneren og 'almindelige' holmboer, der havde taget imod indbydelsen. Ingen passerer den dog uanfægtet. Afvisning er også en form for reaktion. Historien om den moderne kunst i Hanstholm er endnu ikke reduceret til udelukkende at være noget, der var engang.
Og kunstneren Egon Fischer? Da han sidste år fyldte 75, blev han hyldet som en billedhugger, der havde sat sit præg i det offentlige rum. 'Skulpturbroen' i Birkerød, der forbinder rådhus og bibliotek, betegnes som højdepunktet i en stor kunstnerisk karriere, der omfatter en række markante udsmykningsopgaver og repræsentation på bl. a. Statens Museum for Kunst, Louisiana og museer i udlandet. Han har været Danmarks officielle repræsentant på Biennalen i Venedig. Skulpturen i Hanstholm - og havnebyen i det hele taget - er i godt kunstnerisk selskab, hvis det ellers kan gøre indtryk.
Egon Fischer har altid været mest optaget af at vise sine værker andre steder end på gallerier og museer, og mødet mellem mennesker og skulptur er ikke alle steder gået helt stille af. 'Hanstholm-balladen' er langt fra enestående.

Hjardemål
Det var på Den eksperimenterende Kunstskole i København i 1960´erne, Egon Fischer lærte svejsningens kunst. Det var på denne skole, der blev sat spørgsmål ved den etablerede kunst, selve kunstbegrebet. Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Peter Louis-Jensen er navne på andre 'elever' fra Eks-skolen, der har haft betydning helt op til i dag.
Fischer3Og hvis det sidste navn lyder bekendt på disse kanter, er det ikke uden grund.
Peter Louis-Jensen var hovedmanden i besættelsen af Hjardemål Kirke i 1970. I hans optik var denne 'besættelse' også en form for et kunstværk, hvad de færreste imidlertid havde lidt svært ved at forstå.
Bortforklares kan det imidlertid ikke, at en eksperimenterende kunstskole i hovedstaden kom til at sætte sine spor også helt oppe i Thy og med få års mellemrum. Det er også en måde at komme i den store historiebog på - for Thy.

Evakueringen af Hanstholm

Efter tysk krav blev Hanstholms beboere evakueret, og det lille samfund holdt op med at eksistere. Langt størstedelen af de evakuerede blev flyttet til uhumske forhold i barakbyerne i Ræhr og Nytorp.

Af Thomas Norskov Kristensen. Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Det tyske krav under Besættelsen om totalevakuering af Hanstholm blev fremsat i efteråret 1942. Frygten for en allieret invasion førte til, at den tyske værnemagt udbyggede forsvarsværkerne bl.a. i Hanstholm. De sidste familier i Hanstholm blev evakueret i foråret 1943.
Evakueringskravet stillede Hansteds beboere i en vanskelig situation. Det var svært - på det nærmeste umuligt - at finde en ledig lejlighed i det overbefolkede Thy. Befolkningen følte ikke, de fik meget hjælp fra myndighederne.
Specielt de omkring 120 familier, som boede til leje på statens ejendom, var stillet dårligt. De fik ingen kontant erstatning for tabet af deres bolig, men et sted skulle de jo bo. Nogle familier endte i Hirtshals, men for de fleste blev løsningen de barakbyer i Ræhr og Nytorp, som amtet sammen med den såkaldte 'værnemagt' opførte.

Livet i barakkerne

barak1Kvaliteten af barakkerne var yderst kritisabel. De familier, som flyttede ind, kom til at bo til en husleje, som lå betydeligt over den, de var vant til at betale for væsentlig større lejligheder.
Tømrer Marius Pedersen oplevede forholdene på egen krop, og Thisted Social-Demokrat bragte 28. april 1943 hans 'hilsen' om lejrlivet i Ræhr:
"Vi har Tag over Hovedet, og det er vist ogsaa nogenlunde tæt, men det er jo heller ikke nogen stor Tagflade, 4x8 Meter i de største barakker. Vi har ogsaa Vandhaner, hele 8 styk i den store Lejr til godt 40 Familier. Ja, det er et stort Fremskridt. I lang Tid havde vi kun én hane til os alle. Vi faar nok Vand indlagt, naar først vi kommer over Tørve-Sæsonen, og hvad ellers Staten har travlt med. Nu vi jo er inde paa Hygiejnens Omraade og hvad dertil hører: Vi havde ellers et dejligt W.C., saadan med Spand, Kasse og et fint ovalt Hul, installeret ved Siden af Køkkenet, kun en Bræddevæg imellem, det var saa rart nemt, men kan De tænke Dem - det blev flyttet, da der var gaaet en 3 Ugers tid. Det var vist Amtslægen, der ikke syntes om det. Det blev endda tømt en Gang om Ugen, og folk faar byttet Spande, endda uden Afskylning, saa de forskellige Dufte bliver da ellers pænt fordelt i Lejrene. Ja, det er en lang Historie, næsten lige saa lang som vore Kloakledninger, der heller ikke er i Orden. Vi har jo ellers en ret pæn 'Trævask' i vore ellers udmærkede Køkkener i de store Barakker, saadan med et lille rundt Hul til Afløb i den ene Ende, og Vandet løber så smukt hen i den modsatte Ende. Med det er jo ikke saa underligt, det er ked af at løbe ned i det ildelugtende Slamhul, der er under alle Køkkener. Flere Børn har været deri og Voksne med, naar Mørket ruger. Men det kommer vel i Orden en gang.
Ellers har vi det jo meget godt, vi faar Lov at betale baade Kirke-, Kommune og Statsskat, som andre rigtige mennesker!"

Retur til Hanstholm

Beboerne kunne først flytte tilbage til Hanstholm 1. juni 1946. Først skulle anlæggene og alle minderne demonteres. Tyskerne havde væltet en del gårde og huse, og de øvrige ejendomme var ikke vedligeholdt og bar præg af slid og hærværk, men forholdene var nærmest luksuriøse sammenlignet med barakbyerne.
Omkring 500 af de godt 800 indbyggere – heraf kun to familier fra Hirtshals – vendte tilbage til det gamle fiskerleje. Folk satte deres håb og lid til, at havnebyggeriet hurtigt kom i gang. Det ville give byen en fremtid, men tålmodigheden kom på en prøve helt frem til 1960.

barak2

Gennemtænkt by fra første spadestik

En skelsættende byplan kom i 1966 med bærende idéer om fleksibilitet og tilpasning, og den har sat rammerne for byens udvikling frem til i dag.

Af Thomas Norskov Kristensen, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

byplangruppen-1966planlg1HANSTHOLM: I 1960 besluttede Folketinget at anlægge en havn ved Hanstholm. Så snart planerne blev kendt, strømmede mange mennesker til byen. 'Hanstholm bliver Danmarks mest moderne by'. Under denne overskrift præsenterede Thisted Amts Tidende i detaljer - og med stor optimisme - den nye byplan for sine læsere i 1966.
Forventningerne til den nye havn og by var store. Havnen blev set som dynamoen, der kunne skabe vækst, fremgang og arbejdspladser for egnen, der dengang var ramt af høj arbejdsløshed.
Hansted var frem til anlæggelsen af havneanlægget et mindre bysamfund. Yderst på holmen lå kirken og fyret og mod vest spredt bebyggelse samlet omkring de få veje. Allerede da det blev kendt, at der ville ske en udbygning af havnen, flyttede nye beboere til, og i begyndelsen måtte flere bo i campingvogne og telte.
For at dæmme op for en tilfældig byvækst blev der i 1960 nedsat en byplangruppe med repræsentanter fra stat, amt og kommune. De fik til opgave at udarbejde planer og rammer for byens fremtidige udvikling.

Efter ikke færre end 101 møder - og med tre års forsinkelse - kunne arbejdsgruppens leder, Arne Gaardmand, i 1966 præsentere den gennemarbejdede plan med den noget anonyme titel 'En by ved Hanstholm Havn'.
For gruppen bestod den store udfordring i at lave en plan, der også på langt sigt kunne håndtere den unge bys udvikling. Ingen kunne jo forudse, hvor meget og hvor hurtigt Hanstholm ville vokse.
Det var derfor helt afgørende, at planen var fleksibel og med muligheder for tilpasning undervejs, men alligevel så robust, at den anviste en rød tråd, som man i fremtiden kunne planlægge ud fra.

En funktionsopdelt by
Byplanen skitserede en by, der var opdelt i områder med forskellige funktioner. Boligområderne blev placeret i den ene ende af byen og erhvervsområder i den anden mod vest, så røg og lugtgener i blev båret med vinden - eller vel snarere blæsten - væk fra byen.
planlg2Boligerne blev organiseret i små lukkede fællesskaber omkring blinde veje. Børnehave og andre institutioner skulle etableres i direkte tilknytning til de nye boligområder.
Byen kunne udbygges i etaper, og det var gruppens anbefaling, at dele af den ældre bebyggelse, altså de hvide huse, måtte rives ned for at gøre plads til det nye byggeri.

Trods den stigende motorisering skulle rygraden i den nye by udgøres af et stisystem, som strækker sig østover og flankeres af boligområder. Den kørende trafik skulle ledes omkring byen af store 'hovedveje' med blinde veje ind i boligområderne. Et område for håndværkerbedrifter og småindustrier blev reserveret mod nord på den anden side af hovedvejen, mens den grovere industri fik plads mod syd, helt isoleret fra den øvrige bebyggelse.

Indendørs storcenter
Shopping Center Hanstholm er en historie for sig. Byplangruppen anbefalede efter studier i flere lande, at man samlede en lang række funktioner i et bycenter i den vestlige ende af boligområdet, således at man på bedst mulig måde kunne betjene såvel by som havn. Centret stod færdigt i 1974, og butikkerne, de såkaldte stafetbutikker, var indtil da indrettet i små midlertidige barakbygninger.
Oprindeligt var det byplangruppens plan, at centret skulle udføres i en enkel og åben stil, men borgerne i Hanstholm gjorde 'oprør'. De vil gøre deres indkøb i læ og tørvejr. Og sådan blev det. Shopping Center Hanstholm var på daværende tidspunkt Nordjyllands eneste overdækkede center.

jernstang1jernstang2

 

 

Hanstholm blev filmtosset

LOKALHISTORIE: 'En fisker i Hanstholm' skilte vandene i havnebyen

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv

HANSTHOLM: Måske husker du stadig den principielle strid mellem bibliotekarerne og politikerne i Thisted i 1977 om forfatteren Bent Hallers adgang til reolerne på Tingstrupvej - en sag der hurtigt fik læserbreve og lederartikler i aviser at gå på landet over og endte i landsretten. Samme plads i den lokale historie har affæren året efter omkring filmen 'En fisker i Hanstholm' ikke fået, selv om også den blev omtalt viden om. Det var det samme, der var på spil. Vrede over noget, der ikke passede ind i det vedtagne billede af 'virkeligheden'. Hvor det i det første tilfælde var bibliotekarerne og det frie bogvalg, der stod for skud, var det i det andet Statens Filmcentral, skytset blev rettet mod.

Den statslige filmudlejning havde pådraget sig vestkystfolkets mishag ved til undervisningsbrug i skolerne at have købt Jon Bang Carlsens 'En fisker i Hanstholm'. Og der blev samlet protestunderskrifter. Initiativtager var Inge Lise Mygind, der 'i al stilhed', som en avis udtrykte det, havde lagt en liste frem i sin mands guldsmedeforretning i Hanstholm Centret. Svend Heiselberg, formanden for fiskeriforeningen, sluttede straks op. Det var en liste, mange ville støtte. Der var dog også mange, der fandt filmen seværdig og den ene hovedrolleindehaver troværdig. Det var en af deres egne. Han navn var Bent Kristensen. Eller Bent Jernstang. Filmens skuespillere var en blanding af amatører - dvs. lokale beboere - og professionelle som Lene Vasegaard. Stålkutteren 'Susanne Vendelbo' og dens besætning var også på rollelisten i en film, der blandede det fiktive og dokumentariske. Den særlige form for iscenesat dokumentarisme, som Jon Bang Carlsen senere udviklede med succes i andre film. Efter at være spillet i biograferne og høstet forholdsvis gode anmeldelser skulle børn og unge nu i skolerne have et indtryk af, hvad et vil sige at være fisker på vestkysten.

Fra skibet til kroen
"Filmen har mange gode kvaliteter, f. eks. en skildring af det barske liv på havet", erklærer Svend Heiselberg. "Men så er der indlagt en handling, som giver et helt fortegnet billede af livet i fiskerfamilierne. Den stakkels Lene Vasegaard løber som en ung forsømt kone rundt på havnen efter sin mand, mens han sidder på værtshusene og drikker alle sine penge op". Det er også 'filmens filosofi' om, at alle fiskere går direkte fra skibet til kroen, Inge Lis Mygind bl. a. protesterer mod. "Vi, der bor i en fiskerby, ved, at forholdene ikke er, som filmen fortæller".
'En fisker i Hanstholm' beskriver nogle måneder i en fiskerfamilies liv: Bent og Lene er glade for tilværelsen med deres søn på fem år. De arbejder hårdt. Han på en stor stålkutter - hun på filetfabrikken. Sammen drømmer de om flere 'forbrugsgoder'. En dag sker en ulykke på havet. Og Bent er ude på skibet.
Så kort kan det også siges. Historien om Bent Jernstang kræver måske et par linjer mere. Han dukker nemlig hele tiden op i begivenhederne i Hanstholm i 1970´erne. Ligesom i øvrigt Svend Heiselberg. Tilnavnet 'Jernstang' er en helt anden historie, der bliver fortalt i en netop udkommet bog om Thylejren. Det var dét med de unges besættelse af kirken i Hjardemål og en større delegation fiskere fra Hanstholm, der havde sat sig for at få 'besætterne' ud af kirketårnet - når politiet nu var lidt sene i optrækket. Og det var under denne aktion, at den unge fisker fra Hanstholm blev ramt af en jernstang. Det var i 1970.

I begivenhedernes centrum
Fire år senere bliver han hædret af Carnegiefondet - for anden gang. Bronzemedalje og 2.000 kr. for at redde en ung fisker fra at drukne. I 1971 blev han belønnet med 1.000 kr. for sammen med to andre holmboer at have hjulpet to bevidstløse mænd op fra en kutter med en giftig last af industrifisk. Sammenholdt med Hjardemål-affæren (og alt det løse) har vi en mand, der forstod at være i begivenhedernes centrum. Han var et godt bud til hovedrollen til 'En fisker i Hanstholm' – og til også at spille en vis rolle ved Hanstholm Havns 10 års jubilæum i 1977, da filmen blev indspillet on location i Hanstholm. Han kendte det barske liv som fisker. Han var med på Hanstholm-stålkutteren "Hans Jane", da den i slutningen af november 1973 led havari i havneindsejlingen og forliste mod østre tværmole. De seks mand blev bjærget af kran og helikopter. Bent Kristensen havde netop overtaget en tredjedel af kutteren, og forliset skete på hans første rejse.
'En fisker i Hanstholm' er senere blev overspillet på video og står i dag i to eksemplarer på Hanstholm Bibliotek. Vi skal ikke kunne udtale os om, hvor udlånt filmen er, men vi kan konstatere, at begge billed- og kommentarhæfter i kassetterne ikke længere eksisterer. Så en vis interesse har filmen haft. Dens kvalitet i dag består også i det autentiske billede af Hanstholm anno 1977, der foldes ud for den, der vil se det.
Og protesterne til Statens Filmcentral? De blev modtaget med tak og interesse. Mere skete der ikke fra filmcentralens side.

Jernstang3Jernstang4

Hunden hed Jens Emil

LOKALHISTORIE: Mange forlis og redningsaktioner har der været. Her en af de mere usædvanlige med skibshunden i en vigtig rolle.

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv


HANSTHOLM: Hanstholm har oplevet mange forlis - flere med tragiske forløb - og de har alle skrevet sig ind i den lokale historie. Adskillige familier er blevet berørte af det barske naboskab til det store hav. I enkelte tilfælde har faren ligget på lur ved indsejlingen til havnen efter ellers vellykkede dage og uger på havet – langt fra den jyske vestkyst.
Men der er andre forlis, der har fundet plads i den fælles erindring. Et af dem, der endte lykkeligt. Og her var Jens Emil, boxeren med det blide gemyt, dagens hund, der efterfølgende med rette kunne kalde sig fuldbefaren søhund. Når den kunne byde ham dét, skæbnen, så er der intet at frygte. Heller ikke derhjemme - hjemme på landjorden.
Jens Emil måtte sammen med sine fem gode venner, besætningen om bord på Hanstholm-kutteren T 220 'E.N. Christiansen', gå i redningsflåden en tidlig martsdag i marts 1972 og senere på dagen skifte skib i hård sø ved Hanstholm Havn.

'Hiv nu!' Jens Emil hænger på spring mellem de to skibssider. Marts 1972.

Jens Emil var den første
Jens Emil var den første, der kom i redningsflåden, og fiskeskipper Kaj Christiansen den sidste, da den synkende kutter måtte forlades. Alle blev reddet af det tyske marinefartøj 'Freiburg', som sidst på eftermiddagen afleverede de reddede til Hanstholm-kutteren 'South Sea' under vanskelige omstændigheder tæt ved havnen.
Hunden-emil-1Thisted Dagblads allestedsnærværende pressefotograf Tage Jensen tog billedet fra bakken på 'South Sea'. Jens Emil hænger i et tov på vej ned i kutteren. Og det er fiskeskipper Kaj Christiansen, der personligt sørger for, at hans og besætningens firbenede ven kommer helskindet fra borde og om bord i Hanstholm-kutteren med fast bund under poterne.
Det er fem år siden, den nye havn blev taget i brug, og der blev udfoldet store anstrengelser for at bringe havnebyen på det senere så berømte landkort. Al omtale var på det nærmeste god omtale, når det gjaldt om at profilere Hanstholm, der var under fortsat udbygning. Og Jens Emil gav et nap med på mediefronten. Billedet af ham hængende dér mellem de to fartøjer gik viden om. Boxeren med det blide gemyt gjorde sit til at bringe Hanstholm på vandkortet. Men lidt bekymret for situationen har man alligevel lov til at give udtryk for. Og der er vel heller ikke noget at sige til, at Jens Emil stadig var lidt forknyt, da han gik i land på pier 4 i Hanstholm sidst på eftermiddagen.

Uroligt vejr
To besætningsmedlemmer på det tyske marinefartøj blev kvæstet i maskinrummet, da skibet var på vej til Hanstholm med de reddede fiskere.
I det urolige vejr var der vanskeligheder med at få flyttet dem over i et andet skib og videre til Centralsygehuset i Thisted. En tredje tysker lå kvæstet efter en ulykke på et andet tysk marinefartøj i området.
Det blæste med vindstyrke 6 inde under land, og fartøjerne skulle forholdsvis tæt på land for at få tilstrækkelig rolig sø til at manøvrere i.
Da Hanstholm-besætningen havde fået land under fødderne, fortalte fiskeskipper Kaj Christiansen, at forliset skete som afslutningen på en 14 dage lang rejse til Doggerbanke sammen med 'South Sea'. De var på vej hjem – 'E.N. Christiansen' med 130 tons industrifisk i lasten til en værdi af 40.000 kr.

Emils-redningsmnd
Besætningen på 'E.N. Christiansen' havde haft god tid at forberede sig på at gå i redningsflåden. Den første var som nævnt Jens Emil, skibshunden. Han blev lukket ind i redningsflåden, før den blev skubbet ud. Derefter fulgte så besætningsmedlemmerne. Et af dem, Sigvald Jørgensen, faldt udenbords, men blev halet ind i flåden af de andre. Og få minutter senere så de 'E.N. Christiansen' gå i dybet med stævnen først.

'E.N. Christiansen's besætning foran deres redningsflåde på havnen i Hanstholm. Fra venstre Karl Johan Jensen, fiskeskipper Kaj Christiansen, Sigvald Jørgensen med skibshunden Jens Emil, Oluf Olsson og Poul Erik Kollerup.

nybyggersamfundHanstholm - en nybyggerkommune

LOKALHISTORIE. Det ny Samfunds eksperiment i Thylejren sommeren 1970 vakte stor opsigt. Under mindre bevågenhed var et andet helt nyt samfund under opbygning få kilometer derfra i Hanstholm.

Af Knud Holck Andersen, Lokalhistorisk Arkiv

Hanstholm-hallen webHANSTHOM: Hansted-Ræhr-Lild var i begyndelsen af 1960erne en ganske almindelig lille dansk sognekommune, der i det daglige blev administreret hjemme fra sognerådsformandens stue. Hvis han ikke kunne få regnskabet til at stemme, gik han hen på skolen til lærer Hansen. Sammen fandt de så fejlen. Den lille kommune ved den yderste nordvestlige kant blev imidlertid op gennem 1960erne udsat for voldsomme udfordringer, som en dansk landkommune sjældent har oplevet magen til.

"Uden havn, ingen by", sagde sognerådsformand Chr. Hansen ved havneindvielsen i 1967. Da staten i 1961 for alvor tog fat på at færdigbygge Hanstholm Havn, blev den spredte bebyggelse på den forblæste Hanstholm i løbet af ganske få år omdannet til et moderne bysamfund. Det lille samfund, der i 1960 omfattede 500 indbyggere, og hvor der først i 1957 var begyndt at komme gadebelysning, var ti år senere vokset til mere end 2000. Og en moderne parcelhusby var vokset frem. Der blev i flere år bygget mere end 100 huse om året. Der skulle byggemodnes i meget hurtigt tempo. Der skulle anlægges veje. Der skulle bygges skole og meget andet. En kolossal udfordring for den lille landkommune.

Tyvstarter kommunalreform

I 1964 tog den lille sognekommune et stort spring ind i fremtiden. Man ansatte de første kommunale embedsmænd, nemlig kommuneingeniør Aage Holm og kommunaldirektør Svend Rasmussen. Samtidig rykkede den nye administration ind i Hanstholmhallen - tyskernes gamle biograf - der samtidig blev et aktivitetscenter for det nye bysamfund. Kommunen havde på ingen måde skattegrundlag til de omfattende anlægsopgaver. Med hatten i hånden måtte man gå til daværende indenrigsminister Hans Hækkerup. Resultatet blev et lån på 3.6 mio. kr., hvad der dengang var et meget stort beløb.

Sognerådet havde i forvejen en lønnet medarbejder, nemlig kommunekasserer Chr. Hansen. Han blev valgt ind i sognerådet på en socialdemokratisk liste i 1958 og havde fra 1959 fungeret som kommunekasserer. I 1966 blev Chr. Hansen valgt til formand for sognerådet. Han blev det ny Hanstholms førstemand i en lang årrække. I 1970 blev han den nye storkommunes første borgmester og bestred posten frem til 1986. Han formåede - i et tæt samspil med kommunaldirektør Svend Rasmussen - at håndtere den voldsomme udfordring det var at omdanne et traditionelt landsogn til en moderne, dynamisk storkommune.

 

Hanstholm-valsen

Af Flemming Skipper

En fisker på havet. Tankerne der flyver mod land og familien. Og hjemkomsten der skal fejres med en vals. En Hanstholmvals! Det er temaet i den vals, som malermester Hans Ruggaard Poulsen fra Ræhr skrev i maj 1973, og som blev lanceret af 'René og Mexicana' ved et bal i Hanstholmhallen, som Hanstholm Idrætsforening stod for.
"Jeg skrev valsen nærmest for sjov"', fortalte komponisten og tekstforfatteren til avisen. "Jeg har tidligere prøvet at deltage i Grand Prix, men uden resultat. Det er faktisk kun en lille hobby, jeg har, men måske er der alligevel muligheder i denne vals".
Det var der. Den gjorde stor lykke i Hanstholm-hallen dengang, og når den siden – ved ikke så lejligheder – er blevet spillet.
Mange byer har på denne måde sat deres præg på det musikalske landkort – og altså også havnebyen i Hanstholm.

hanstholm-vals web

Hanstholm-fisker Margrethe

Da en havn fyldt med selvbevidsthed og optimisme fylder 10 år

Af Flemming Skipper, Lokalhistorisk Arkiv

HANSTHOLM: Da Hanstholm Havn torsdag 8. september 1977 kunne fejre de første 10 år, bar 126 fiskekuttere Hanstholms navn. Nr. 126 blev netop søsat på dagen, men selv om den blev hjemskreven i Hanstholm, skulle den have fast base på Marselisborg Slot og besætningsmedlemmerne være prinser af blodet: Frederik og Joachim.
Som tak for klokkeklemt i auktionshallen og velmente ønsker for fremtiden modtog den unge dronning af havnens fiskeriforening en flot trawler-model. Og i aviser landet over noteredes det, at den hverken var behæftet med schweizerlån eller anden tyngende gæld, der uforvarende 'afslørede' en anden side af hverdagslivet i havnebyen. Det kunne dog ikke overskygge den optimisme, selvbevidsthed og den tro på fremtiden, der prægede nybyggersamfundet bag havnen. Og som bredte sig som en god stemning om søndagen over det lange bord med alt godt fra havet i auktionshallen - 'Danmarks længste' med 161,28 m. og større end dét i Esbjerg med sølle 140,88 m. Ingen tilfældig kappestrid. Esbjerg gav dog ikke op og trak det sidste kort: Hanstholm-rekorden kunne ikke anerkendes, da bordet var opbygget i en firkant og ikke som ét langt bord.
For de mange gæster i auktionshallen var det mere de lækre retter på bordet, der interesserede - hvis man ellers kunne finde en plads.
Der gik 50 år fra det første projekt om en havn ved Hanstholm blev vedtaget, til havnen kunne indvies, og da det skete i 1967, fulgtes indvielsestalerne af mange skeptiske ord om, at Hanstholm Havn ikke ville få den succes, planlæggerne ventede.

Munden blev 'lukket'
daisy1I 1977 kunne det nøgternt konstateres, at Hanstholm havde brugt de 10 år til at 'lukke' munden på skeptikerne og omvende dem. Hanstholm Havn var en succes; det kunne ingen være i tvivl om. Havnen var en travl arbejdsplads i de år. Hollandske kuttere var med til at sætte deres præg med de karakteristiske bomme til bomtrawleren.
Hanstholm var en by, der var kommet i havn. Men en by og et samfund, der vokser op tæt bag en havn, er et følsomt samfund. Under en krise to år tidligere var det hurtigt slået igennem. Fiskeriet kunne ikke stå alene - det var en af fremtidens udfordringer.
Men 8. september 1977 var en festdag.
daisy2Med et slag af dronning Margrethe på auktionsklokken blev et nyt trafikbassin indviet. Det var den samme klokke, som hendes far, kong Frederik, benyttede ved havneindvielsen 10 år tidligere.
Dronningen var synligt overrasket - og begejstret - da hun under frokosten på Hotel Limfjorden fik trawler-modellen T1 'Margrethe II' af Hanstholm. Og imponeret da hun fik at vide, at trawleren var sejlklar og fyldt op med 'olie'. Det ville glæde de små prinser. Den var udlosset for fisk; de var sendt pr. bil til Marselisborg Slot. Det ville især glæde prinsgemalen.
Glad blev dronningen også - endda i flere aviser og fjernsynet - for de hjemmestrikkede sokker til prinserne, som beboerne på plejehjemmet i Klitmøller havde lavet i anledning af havnejubilæet. Og de blev glade for dronningens besøg.
'Hvilken størrelse passer prinserne bedst?' Det var Inger Børsting, leder af plejehjemmet, der spurgte. Der var mange sokker at vælge mellem. Og forskellige farver. Også den kongeblå, naturligvis.
Således blev torsdag 8. september en god dag for både Hanstholm og Klitmøller.daisy3

jytteabildstrmHavnevisioner og
hjemstavnstoner

LOKALHISTORIE: Frida og Bertel Budtz Müller, Jytte Abildstrøm, Det gule Hus i Hanstholm og Thyboforeningen, der fik konkurrence fra Indre Mission

Af Flemming Skipper
Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

HANSTHOLM: Vi har de skriveredskaber, vi nu har. Men nogen af dem løber mere engageret og entusiastisk over papiret end andre.

Sådan var det for forfatteren Bertel Budtz Müller, når han stillede op i rækken af frontkæmpere i og uden for Thy, der på papir - og flere også i handling - slog et slag for det indlysende i at anlægge en havn netop på dette sted ved vestkysten. Eller for at fortsætte et havnebyggeri, der var gået i stå.
Og han havde måske en af de bedste udsigtsposter i denne kamp: Det gule Hus. Et stenkast syd for havneanlægget. Et hus der mange år senere skulle falde i forbindelse med planerne for en udvidelse af den havn, der for længst var blevet en realitet. Oprindeligt Nørtorp Strandgård med tilnavnet Det gule Slot.
Bertel Budtz Müller boede sammen med sin kone, Frida, der var kongelig skuespiller, i lange perioder gennem 1930´erne i Det gule Hus og kastede sig med samme glød, som når han skrev, ud i det lokale liv. Frida blev instruktør for Hanstholm-dilettanterne, der med stor succes huserede i de lokale forsamlingshuse, men også nåede ind til Statsradiofoniens mikrofoner i hovedstaden med et Johan Skjoldborg-skuespil. Nu som et af datidens populære hørespil med stor lytterskare foran højttalerne.
Det har sikkert ikke været alle derhjemme i stuerne, der var i stand til at modtage thybomålet - selv med de nyeste apparater på markedet.
Det gule Hus blev hurtigt et yndet tilholdssted for Budtz Müller-parrets venner fra København - malere, skuespillere og forfattere - og der blev holdt fester af den glade, våde og livlige slags, der kan snakkes meget om bagefter. Også ude i "det omgivende samfund", som rygtet hurtigt nåede frem til. Budtz Müller kastede sig aktivt ind i en i forvejen hidsig lokal diskussion om alkohol - 'Spritfejden'.

Kommunist
og ildsjæl
BUDTZMULLERBertel Budtz Müller var født 1890 i Viborg. Tog præliminæreksamen fra Thisted Realskole 1906. Efterlod ved sin død i Hvidovre ved København i 1946 en stor produktion af bøger og skuespil. Flere fandt dog aldrig vej til scenen. Han studerede oprindeligt på Landbohøjskolen, men forlægger og forfatter var mere sagen for ham. I det hele taget havde han livet igennem mange skibe i søen. Især inden for teatret. Her er højdepunktet hans virke som stifter af og bevillingshaver ved det kooperative Arbejdernes Teater i 1920´erne. I dag er han bedst kendt for sine thybohistorier. Det hævdes ligefrem, at det er Budtz Müller, der har opfundet thyboen. Som litterært begreb - i stil med Johs. V. Jensens himmerlændinge - kan der være en vis sandhed i det.
Politisk tog han - som mange af datidens kunstnere - sigte efter kommunismen. Det var fra øst, det politiske lys måtte komme - også dét. Han var opstillet til Folketinget for kommunisterne i 1924, men blev ikke valgt ind.
Og så var han i 1940´erne formand for Thyboforeningen - hjemstavnsforeningen i København.
Han var desuden en mand med internationale forbindelser som følge af engagementet i forfatterforeningen. I 1940 fandt en verdensberømthed vejen til Hvidovre: Ernest Hemingway.
Frida Budtz Müller var aktiv som skuespiller helt op i 1960´erne, hvor hun medvirkede i en film, der angiveligt skulle handle om det vilde charterliv - dét med grisefesterne - på Mallorca. Den imponerede dog hverken publikum eller anmeldere. Hun døde i 1978.
Det gule Hus blev i 1950´erne forbundet med en anden skuespiller, Ingeborg Brems, og hvis man løber de bevarede besøgsprotokoller fra 1930´erne igennem, kommer der et kendt navn i dag fra scene, film og meget andet af det alternative: Jytte Abildstrøm. Hun var på ferie i Det gule Hus i 1938 - fire år gammel. Familien har tilknytning til Thy og Mors.

Hjemstavns-
foreningen
Der var i de små samfund i Thy kulturelle og religiøse brydninger i forrige århundrede, og de blev ofte udfordret eller styrket af midlertidige tilflyttere. Det var også den bagage, mange fra Thy tog med sig, når de "emigrerede" til København.
I midten af århundredet førte disse brydninger til, at Thyboforeningen mistede sit 'monopol' som samlingssted i hovedstaden. Bertel Budtz Jørgensens forening fik konkurrence fra en hjemstavnsforening, der byggede på andre værdier - de kristne.

Det kan måske i dag være svært at forstå en hjemstavnsforenings betydning. Det var et andet Danmark med en betydelig "folkevandring" fra land til by. En rejse fra Thy til hovedstaden var stadig noget af en dagsrejse, og den tyske besættelse 1940-45 gjorde det ikke nemmere at komme frem og tilbage. I hjemstavnsforeningen var man blandt "ligesindede" og havde mulighed for at fastholde den forbindelsen tilbage til Thy, der kunne være så afgørende i en omskiftelig tid. Fastholde en kultur – som nutidens indvandrere. I 1944 var der 500 medlemmer.
Bertel Budtz Müller var formand for Thyboforeningen 1941-1943. Han trak sig tilbage angiveligt på grund af "en alvorlig uoverensstemmelse med bestyrelsen og festudvalgets flertal".
Det er i hvert fald, hvad man kan læse i Thisted Social Demokrat i februar 1943.
Det var samme avis, der et par uger forinden havde bragt nyheden om den kristelige Thyboforening i København: " Hjemstavnsbevægelsen i København skyder mange blomster. Selv folk fra de enkelte sjællandske byer danner hjemstavnsforeninger, og bevægelsen er ved at blive ført ud i karikaturen. I aften skal der på initiativ af folk fra Indre Mission stiftes en forening af kristelige thyboer i København".

Slaget på
Grønttorvet
Kristelig Hjemstavnsforening for Thy så det selvsagt fra en anden side og havde sat sig for at komme med svar gennem gerning på de spørgsmål, de ofte var blevet stillet over for: "Hvordan kan det være, at vore landsmænd, der dog stammer fra afgjort kristelige hjemstavnsegne, tit har så svært ved at finde ind i kirke- og missionskredse herinde? Og hvad kan vi gøre for at kalde til kirke, kalde til Gud?"
Åbenbart har det været svar, man ikke kunne finde i Thyboforeningen - og hos Bertel Budtz Müller og dét, han stod for.
Det er med hjemstavnsforeningerne som andre steder i Budtz Müllers rastløse virke: Man kommer ofte til de mest overraskende egne. Det bliver hurtigt til en rejse gennem den lokale og den større danmarkshistorie. Og det er en historie, der begynder med de såkaldte syndikalist-optøjer på Grønttorvet i København i 1917. Den unge løjtnant Budtz Müller bliver smidt ud af hærens rækker. 'Syndikalist-løjtnanten' bliver han kaldt.

Det-gule-hus-i-Hanstholm

Gammel kærlighed og
nyt hotelbyggeri

LOKALHISTORIE: Hotel Hanstholm blev i begyndelsen af 1960´erne karakteriseret som 'et lille led i et større Danmark'


Af Flemming Skipper
Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune


kbenhavnhanstholmHANSTHOLM: I 1967 ... hvad kostede et værelse (uden betjening) på et 'bedre' hotel som det få år gamle Hotel Hanstholm? 40 kr.! Og prisen på en middag med fransk bøf, rødvin, dessert og kaffe? 50 kr.! Hvor vi ved det fra? Fra Søndags-BT, et ugeblad 'for hele familien'. I højsæsonen havde ugebladet sendt fem medarbejdere på hver sit hotel. De havde bestilt hver et enkeltværelse med bad, spiste, overnattede, spiste morgenmad ... og skrev deres mening. Og der var valgt fem af en 'god' klasse, som det blev understreget, alle nyere: Tre Falke i København, Hvide Hus i Køge, Prins Hamlet i Helsingør, Atlantic i Århus og altså Hotel Hanstholm.
En avis- og ugebladslæser kan i dag nemt risikere at få sine øjne løbet over ende af alskens forbrugsanmeldelser og ikke kun om hoteller, mad og restauranter med dertil hørende drikkevarer af de fineste mærker. Men dengang - i 1960´erne - var det nye veje, Søndags BT var inde på, da de sendte de fem 'SBT-piger' ud i kongeriget. Og vi skal skynde os at fortælle, at Hotel Hanstholm stod sig godt i konkurrence både med priser, værelsesstandard og betjening.
Men vi skal først tilbage til november 1963. På et tidspunkt, da havnebyggeriet endnu er på begyndelsesstadiet, har civilingeniør Jørgen Glud, København, bragt Hotel Hanstholm frem til rejsegilde. Han er en af de første, der beslutter sig til at lægge en ny virksomhed på Hanstholmen, da det for anden gang er vedtaget at bygge havn ved Danmarks nordvestligste punkt. Et halvt år senere åbner hans hotel med 31 værelser, plads til 62 liggende gæster og til 230 i forskellige restaurationslokaler. Der er fra begyndelsen stor interesse for det nye hotel, kapaciteten slår ikke til, og den første udvidelse bliver bebudet.

Den gamle kærlighed
Jørgen Glud har haft øje for mulighederne i den kommende havneby, men en gammel kærlighed til Thy er den egentlige forklaring på, at den kendte hotelbygger - 'hotelkonge' er der nogen, der endda drister sig til at kalde ham - beslutter at lade et luksushotel opføre ved den thylandske kyst. I sin barndom har han boet et par uger i Klitmøller, og naturen og det voldsomme hav har gjort et så stærkt indtryk, at han mange år senere vender tilbage til egnen som - ja, hotelbygger!
Men det er naturligvis ikke hele forklaringen.
Jørgen Glud er ikke blind for at se mulighederne i det storstilede havneprojekt. Han ser måske endda mere i kraft af, at han ser det hele udefra.
"Det hus, hvorover kransen er hejst, kendetegner mere end en nybygning i almindelighed. Det er et led i en drejning af Danmarks geografiske forhold, både hvad angår erhvervsliv og trafik, ja, endog et led i en udvikling, som går videre end til lokale danske forhold, idet der snart vil være skabt en ny Europavej op gennem Jylland og fra Hanstholm videre til Norge, en vej, der med tiden vil få stor betydning for turismen i Jylland".
Sådan ligger landet, når hotelbyggeren selv skal sige det.
Og som han gør det ved rejsegildet.
1960´erne er en optimistisk tid. 'De glade 60´ere' bliver de senere kaldt. De rykker med over i de første år i 70´erne, indtil en oliekrise sætter en ny dagsorden. Det får også konsekvenser i Hanstholm. Men i 1963 er der højt til himlen og rigelig med luft til visionerne.
"En dag vil havnen være et led i Nordeuropas vareomsætning. Hanstholm Havn vil findes på alle kort og i alle skibslister", spår hotelbyggeren.
"Det er den fremtid, vi har arbejdet på med dette hus. Det er således et lille led i et større Danmark i en verden, der bliver mindre, fordi samfærdslen udvides".

En mærkelig kontrast
web-billedtekst-1-sndags-bt-hotelanmeldelseVi springer nu fire år frem - til 1967. Journalisten fra Søndags-BT er Edel Hildebrandt, der i sin 'anmeldelse' skriver, at det mest bemærkelsesværdige ved Hotel Hanstholm er, at det ligger i Hanstholm: "Man sidder i hotellets restaurant med soft musik i højttaleren, smokingklædte tjenere, fransk bøf og rødvin på bordet og udenfor suser Vesterhavet, den lille, gamle kirke ligger med sine forblæste sømandsgrave, og husene rykker sig sammen for at holde varmen. Det er en mærkelig kontrast".
Så er der værelset. Værelse nr. 108. Det er intet mindre end dejligt: "Udenfor lå Vesterhavet så blåt og så vidtstrakt, som man altid husker det, inden for var der tilpas varmt, møblering i gule og grønne farver og lyst egetræ, askebægrene passede til i farven".
Gennemgangen af værelse og omgivelser slutter med, at alt er upåklageligt rent. Hun får en appetit, der er glubende, efter et par timer langs havet, hun får sin franske bøf knap et kvarter efter bestillingen. "Det var lidt for længe", betror hun sine læsere. Bøffen er stegt næsten igennem, men smager ellers udmærket. Betjeningen udmærket. En detalje fremhæves: Der bliver lagt en ren hvid serviet over fadet efter første servering, så resten kan holde sig varmt. Så er der desserten. 'Husets Tærte'. Det er noget af en tilsnigelse kan man forstå. En lille kagebund med ferskenstykker på. Creme fraiche. Også en tilsnigelse. Men kaffen er dejlig.
Sådan tager verden sig ud set fra bordhøjde en sommerdag 1967 på Hotel Hanstholm.
Søndags BT´s medarbejder er kommet gående til hotellet: "Hanstholm er nemlig fortrinsvis tilgængelig for bilister. Er man ikke det, må man tage toget til Thisted og rutebil det sidste stykke vej. Så bliver man sat af ved vejen til hotellet, og man spørger ikke, om der er en taxi i Hanstholm".
Sådan tager verden sig ud i den blæsende vestjyske virkelighed for den unge københavner. Ikke noget dårligt signalement af Hanstholm anno 1967.

07.03.1990 stholm08.02.1990 lga rd11.07.1985 rcykel14.08.1982 dersen15.12.1987 pynten23.06.1984 ppesen26.01.1985 lehjem31.07.1986 ehajer31.07.1986 fangst31.07.1986 hallen125 hanstholm  tensen125 hanstholm  tensen1930 1935. dsmand1954  audi hammer1988. madl m baunaug. 1966. oshagebag vognen lighedfam. s nde  fyretfrank s re er nytfra venstr 5.1988hanstholm. . 1908hanstholm  . 1902hanstholm  0.1921hanstholm  2.1988hanstholm  5 1946hanstholm  a nordhanstholm  e 1984hanstholm  fart jhanstholm  g fruehanstholm  havnenhanstholm  n molehanstholm  tensenhanstholm  tmolenhanstholm  yggerihanstholm   kirkehanstholm   seriehans j rge 7.1987i 1963 br  ejdedej rgen fib yggerimolebygger 942 43peter tils r r hrpr stegaar ateretrestaurant stholmr hr k bmand
det gule hus 01det gule hus 02det gule hus 03det gule hus 04det gule hus 05det gule hus 06det gule hus 07det gule hus 08det gule hus 09det gule hus 10det gule hus 11det gule hus 12det gule hus 13det gule hus 14det gule hus 15det gule hus 16det gule hus 17

Et gult hus. Et lille slot. En epoke.

Af Flemming Skipper

 

Det gule Hus i Hanstholm blev revet ned i slutningen af 2000 i forbindelse med planer om udvidelse af havnen. Forinden havde der gennem længere tid været en debat i aviserne om huset med den spændende historie - var dén ikke værd at bevare og kunne huset ikke få en rolle i det moderne Hanstholms historie?
200 underskrifter blev afleveret til borgmester Aase Jensen, men det var ikke tilstrækkeligt til at overbevise de besluttende myndigheder.
Argumentet for nedrivningen var, at huset lå i vejen for havnens fremtidige udvikling, og hvis huset skulle blive, ville det være alt for dyrt at restaurere.
30. oktober 2000 blev nedrivningsarbejdet indledt. Forinden havde Museet for Thy og Vester Hanherred gennemfotograferet Det gule Hus, så det i dag er muligt at vandre i fortidens spor.
Huset bar til det sidste præg af den tid, det var bygget og indrettet i. Det havde 700 mennesker kunnet forvisse sig om, da der et par år forinden - da sagen om husets fremtid dukkede op - var åbent hus. Bilerne stod parkeret tæt op til huset, og der var et mylder af mennesker ind og ud i løbet af fem timer, der var åbent.
Det gule Hus var opført i 1916. Det fortalte en stor sten, der var indmuret over fordøren. Nørtorp Strandgård - det officielle navn for Det gule Hus - blev opført af skibsreder Axel Olaf Andersen, en såkaldt industrifyrste, hvis skibe sejlede i årene omkring Første Verdenskrig. Han anbragte en signalstang på den vestlige side af huset. Ved hjælp af den kunne han signalere til sine skibe og få en første orientering om, hvordan sejladsen var forløbet, inden skibene kom i havn. Og altså forklaringen på, hvad der fik en københavnsk skibsreder til at bygge en sommerresidens på et så afsides sted som i det vildsomme terræn i Hanstholm Klithede.
Det gule Hus - det lille slot - var feriested for blandt andre kronprins Frederik (dronning Margrethes far), som var ven til Axel Olaf Andersen og dennes søn. Kronprinsen brugte flittigt huset i forbindelse med jagt. Det var også skibsrederens store lidenskab - ved siden af skibene og kapitalforvaltningen.
Når der var fint besøg fra hoffet med alt dets opvartning, blev der tændt op i pejsesalen, slottes mange rum blev smagfuldt indrettet. Livsglæde, baller og fine jagtmiddage med gode vine prægede Det gule Hus i disse år omkring Første Verdenskrig.
I 1917 kom loven om havnen og dermed begyndte staten at ekspropriere det yderste af Hanstholm. Det var dog først i 1921, Nørtorp Strandgård skiftede ejer. Siden da tilhørte ejendommen staten. Det gule Hus skulle anvendes til udlejning. Først og fremmest for havnens ingeniører - det havde dog ikke den store interesse. Der var jo ingen rigtige veje! Men andre så mulighederne i den unikke placering midt i klitlandskabet og så tæt på havet.
Alt dette er i dag historie om levet liv, man måske kan forestille sig, når man kigger på de billeder, der blev taget lige før, nedbrydningsmaskinerne tog over for at skabe plads til den moderne tid i Hanstholm.

det gule hus 01det gule hus 02det gule hus 03det gule hus 04det gule hus 05det gule hus 06det gule hus 07det gule hus 08det gule hus 09det gule hus 10det gule hus 11det gule hus 12det gule hus 13det gule hus 14det gule hus 15det gule hus 16det gule hus 17

Hanstholm Havns profilbrochure, 2011

I vores udviklingsplan har vi følgende visioner:

Hanstholm havn skal udvikles fra at være Danmarks førende fiskerihavn til at være Europas førende fiskerihavn

Hanstholm Havn vil fortsat have stor fokus på sporbarhed og fødevaresikkerhed

Hanstholm Havn skal udnytte sin beliggenhed til at blive en vigtig transithavn mellem Europa, Skandinavien og Den Botniske Bugt

Hanstholm skal være færgehavn med forbindelse til Færørene, Island, Norge og Skotland

Hanstholm skal være en 0-energihavn

Hanstholm Havn er center for bølgeenergi.

Hanstholm – byen på kanten

Visionernes havn

Af Knud Holch Andersen, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

LOKALHISTORIE: Hanstholm Havn blev anlagt både som fiskerihavn og trafikhavn. Som fiskerihavn er havnen blevet Danmarks førende. Trafikhavnen er fortsat en stor udfordring. Uden visioner går det ikke. Allerede da ingeniør Jørgen Fibiger var i gang med at anlægge den planlagte havns vestmole i 1920erne, blev der tænkt store tanker. En stor velplanlagt by med jernbane og alle moderne faciliteter skulle vokse frem på holmen. Alt dette forblev på drømmestadiet. Bevillingerne tørrede ind og en verdenskrig kom i vejen.

web-4.-frge-og-fiskefartjerDen ny lov fra 1960 om Hanstholm Havn pointerede, at det skulle være en kombineret fiskeri- og trafikhavn med en besejlingsdybde på 8,5 m. Det afgørende politiske argument bag denne beslutning var ønsket om at styrke erhvervsudvikling og beskæftigelse i det daværende Thisted Amt. Også her blev der tænkt langt og stort. I betænkningen bag lovforslaget beregnede eksperter, at alene fiskerihavnens effekt ville være et bysamfund på mindst 4.500 mennesker. På det grundlag blev der udarbejdet en moderne byplan, hvor første etape ville give plads til 5.000 mennesker og hvor der ville være udvidelsesmuligheder op til 20.000 beboere. Det blev igen svært at leve op til visionen. I 1976 havde den ny havneby 2.200 indbyggere.

Efter havnens åbning i 1967 var det som forventeligt udviklingen af fiskerierhvervet der stod i centrum. Og her begyndte det specielt omkring 1969/70 at gå stærkt. Men trafikhavnen var ikke så let at løbe i gang. Kritiske røster i den danske presse talte om "en kæmpemæssig fejlinvestering", og i det unge Hanstholm-samfund var der en tydelig interessemodsætning mellem fiskerierhvervet, der gerne ville have havnen "i fred" og så de kræfter, herunder SiD, der gerne så en mere differentieret samfundsudvikling med færgeruter og erhverv, uafhængige af fiskeriet.web-2.-annonce-fra-jyllands-posten

Men der blev fortsat tænkt store tanker. Med åbningen af Sallingsundbroen pegede handelsstandsforeningens formand, Svend Poulsen, på den store sammenhæng, hvor "det dygtigt producerende Aarhus" befandt sig i den ene ende og Hanstholm som "porten mod Atlanterhavet" i den anden ende. Også den gamle vision om en jernbaneforbindelse til Hanstholm levede endnu sit liv i 1970erne.

Færgeruter blev betragtet som en afgørende nøgle til den eftertragtede udvikling. Problemet var imidlertid, at nabohavnen – Hirtshals – allerede for mange år siden havde etableret sig i denne trafik. En undersøgelse i 1976, gennemført af direktør Rudolf Bier, påviste, at den kortere sejltid fra Hanstholm til Kristianssand – 63 sømil mod 72 fra Hirtshals – ville give en konkurrencefordel. Man kunne næppe skabe forøget trafik over Skagerak og en ny rutes overlevelsesevne ville afhænge af dens evne til at "hugge" kunder fra de eksisterende trafikruter til Norge.

Profilbrochure3I sommeren 1979 lykkedes det så langt om længe. I et samarbejde mellem Mosvold Shipping i Kristianssand og Erhvervsrådet i Hanstholm blev der etableret en færgerute til Kristianssand. Den blev indviet under store festligheder i Hanstholm. Hornmusik, flag og fridag til skolebørnene. Kommunen støttede ruten ved at tilbyde alle indbyggere en gratis færgetur til Kristianssand. Efter en god sommer fik færgeruten imidlertid økonomisk åndenød og havde kun økonomi til at fortsætte til julen 1979. Den følgende sommer blev ruten overtaget af Hirtshals-konkurrenten, Fred. Olsen Line.

 

"Hanstholm – Porten til Nordatlanten" blev i maj 1980 lanceret som det ny slogan til markedsføring af byen. Og det havde faktisk hold i virkeligheden. Det lykkedes at få et samarbejde i stand med det færøske landsstyre om at lade M/F Smyril anløbe Hanstholm på sin rute mellem Vestnorge, Skotland, Island og Færøerne. Sommerforsøget blev en succes og fra efteråret 1980 blev Hanstholm udgangspunkt for to ruter: Hanstholm-Aberdeen-Thorshavn og Hanstholm-Stavanger-Bergen.

Visionen havde vist sin bærekraft. Trods havneudvidelser og bygning af en række faciliteter blev det imidlertid ikke helt let at fastholde Hanstholm som andet og mere end en dynamisk fiskerihavn.

Lukningen af Kristianssand-ruten i 2008 og indskrænkningen af Smyril Line's anløb til Hanstholm har været noget af en nedtur.

Men evnen til at tænke stort og den navnkundige Hanstholm optimisme fornægter sig ikke. Men en investering på 700 mio. kr. i en storslået havneudvidelse er man klar til endnu en satsning. Det er visionerne, der viser vej til fremtiden.web-3.-foto-af-festlighederne

 

 

 

 

Der forskes i Hanstholms historie

Det er hårde vilkår for fiskeriet, og nye arbejdspladser hænger ikke på træerne. Men nu skal historien om nybyggersamfundet fortælles - af de medvirkende selv. Det første af to planlagte bind om Hanstholms historie udkom i 2013. Det næste bind er udkommet i november 2017 ...

(HANSTHOLM) To billeder fra samme sted. To forskellige virkeligheder. Og så alligevel den samme - i hvert fald geografisk set. Det er Hansted - eller Hanstholm - der er i fokus med en tidsforskydning på ca. 100 år. Engang en stormomsust knude med et fyrtårn på Jyllands skulder.

Jakobsen3

De første billeder

Det første billede er et kig på overfladen af et lille og isoleret fiskerleje på kanten mellem hav og enorme klitarealer. Men også et ferieparadis for en ung naturinteresseret J. P. Jacobsen, der sammen med sin legekammerat Viggo, fyrmesterens søn, fornøjede sig med at skrive dagbog og tegne, hvad han oplevede i Hansted i påsken 1860.
Langfredag noterede Jens Peter blandt andet: "Vi så en flok ørne om formiddagen. Vi gik ned i klitten til sandbakken for at se efter hugorm. Vi kom, vi så og vi vandt, vi fandt dem øverst oppe i risene. "Den er så stor!" råbte Viggo og straks efter var vi alle i færd. "Lån mig din stok - tak - Nu skal den få det den har godt af," råbte Viggo ...." Og hændelsen blev omsat til en tegning i dagbogen.
Fordi den unge Jacobsen gemte sine tegninger - og fordi han senere blev en verdensberømt digter, blev tegningerne sikret for eftertiden på Det kongelige Bibliotek. Og derfor er vi nu i stand til at fortælle historien om hugormejagten ved Hanstholm fyr.
Alt har en historie, men historien skal fortælles for at blive til Historie. Og som sådan er den fortalte historie altid vokset ud af den tid, hvor den fortælles. Vi ville næppe interesse os for, hvad en 13-årig Thisted-dreng lavede i Hanstholm dengang, hvis ikke det var fordi, han senere blev berømt.
Sådan er det også med Hanstholm.

Det andet billede

Bassiner med kuttere, færge og fragtskibe favnet af en havn, der langt om længe blev bygget færdig og indviet i 1967, er det andet billede af Hanstholm, der langt om længe blev fremkaldt. Fra begyndelsen af 1900-tallet var kraner og halvfærdige sænkekasser fast inventar på stranden ved Hanstholm. Flere generationer af fiskere ventede forgæves på, at det politiske spil om bygningen af en vestkysthavn blev afsluttet. I mellemtiden kom en verdenskrig på tværs og bogstaveligt talt nulstillede fiskerlejet, der blev evakueret og omdannet til en nazistisk fæstning.

jakobsen4

Da beslutningen om at bygge en statshavn endelig blev truffet, blev Hanstholm til et ambitiøst projekt for datidens planlæggere, der midt under højkonjunkturen i 1960erne så uanede vækstmuligheder i den havn, de gik i gang med at realisere. For at kickstarte tilflytningen til havnen inviterede ledende statslige embedsmænd bag havneprojektet en fiskeskipper fra Agger på betalt week-end ophold på det nye præsentable Hotel Hanstholm. Det var sådan, Svend Heiselberg - for ham var det - gjorde sin entré i det nybyggersamfund, han blev håndplukket til at virke for. Hvad der videre skete i den historie, fortæller Svend Heiselberg selv om i en lille film, der findes på Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside. Denne film er een blandt flere beretninger og artikler om det planlagte nybyggersamfund Hanstholm, som i de næste par år er genstand for en større historisk undersøgelse foretaget af Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune i samarbejde med Museet for Thy og Vester Hanherred og Museumscenter Hanstholm.

 

 

Svend Heiselberg fortæller

Svend Heiselberg fortæller

 Svend Heiselberg er født i 1935 og opvokset i Agger. Efter folkeskolen arbejdede han ved landbruget og fik siden hyre med en fiskekutter. Sætteskippereksamen efter soldatertiden. Købte derefter en kutter, som han fiskede med indtil slutningen af 1967, da han fik virksomhed (samlecentral) på den nyåbnede Hanstholm Havn. Han blev samtidig formand for fiskeriforeningen 1968-1980 og kom til at deltage aktivt i planlægningen af havnens udbygning. Svend Heiselberg blev valgt ind i sognerådet, senere kommunalbestyrelsen i Hanstholm Kommune 1968-1982, viceborgmester 1978-81. Viborg Amtsråd 1971-1978. I Folketinget 1979. Medlem i mere end 25 år. Desuden medlem af Thisted Byråd (viceborgmester og teknisk udvalg). I Folketinget har Svend Heiselberg siddet i næsten alle udvalg. Næstformand i finansudvalget og en markant trafikordfører for Venstre.Svend Heiselberg fortæller her om Hanstholm-forhold i et interview gennemført på Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune i marts 2011.

 

Om etableringen af fiskeriforeningen i Hanstholm ...

 

Om den første tid i Hanstholm ... 
 


Peter Sand Mortensen fortæller ...

Peter Sand Mortensen, født 16/6 1943 i Klitmøller ved Thisted; søn af fiskeskipper Andreas Mortensen og hustru Karen Sand Mortensen. Sejlet i langfart til 1967; arbejdet med bygning af Hanstholm Havn til 1970; afdelingsformand for SID, Hanstholm afd. 1970-2005; har deltaget i kurser for Fagbevægelsen, undervist på Fagbevægelsens skoler og holdt foredrag på universiteter m.m. Dommer i Sø- og Handelsretten fra 1981; sagkyndig medl. ved Byret og Vestre Landsret; medl. af Hanstholm Kommunalbestyrelse 1975-1981 og tidl. næstformand for Hanstholm Industristøtte.

Tillige siddet i en række internationale udvalg vedr. fiskerierhvervet, søfart og offshore-anliggender bl.a. næstformand for præsidiet for EF-kommissionens rådgivende fiskeriudvalg og formand for Internationalt Transportarbejderforbunds Europæiske Fiskerisektion.

Det første interview herunder er optaget i marts 2019. Her ser Peter Sand Mortensen tilbage på sin karriere som fagforeningsmand og politiker indenfor de mange tillidsposter, han har varetaget. De efterfølgende interviews er optaget i maj 2011.

 

2019

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
2011
 
I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, tidl. lokalformand for SiD, om etableringen og betydningen af havneanlægget i Hanstholm, byens udvikling og dens fremtidsmuligheder.


I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, tidl. lokalformand for SiD, om sin tid i Hanstholm Kommunalbestyrelse i begyndelse af 1970erne.
 

I dette interview fortæller Peter Sand Mortensen, mangeårig lokalformand for SiD, om fagforeningstiden og de udfordringer man stod overfor, da havnebyggeriet stod færdig. 


Gunnar Vendelbo fortæller ...

Gunnar Vendelbo er født i 1937 og opvokset i Lild Strand, hvor hans familie gennem generationer har fisket fra. Som 15-årig blev han fast besætning på sin fars kystbåd. 
Efter at have boet i Hirtshals i to år flyttede Gunnar Vendelbo i 1967 med sin familie til Hanstholm. Her fra fiskede han i næste 40 år. 
Gennem karrieren har han ejet eller haft anparter i 11 kuttere, og på et tidspunkt var hans samlede tonnage på næsten 1.000 tons. I 2005 overdrog Gunnar Vendelbo rederiet, som dengang bestod af to store kuttere, til sin søn Valter Vendelbo.
Gunnar Vendelbo har i to perioder været i Hanstholm Fiskeriforening bestyrelse.Med baggrund i egne erfaringer fortæller Gunnar Vendelbo om fiskeriets udvikling og 
Hanstholms udvikling.

... om fiskeri fra Hanstholm

... om kvoternes betydning for erhvervet i dag


Niels Gravesen fortæller

Niels Gravesen blev som 24-årig socialinspektør i Hanstholm i 1973. 
Her fortæller han om de 20 år på posten.


Fiskeribetjent og familievejleder

Hardi Jensen arbejdede i slutningen og tresserne og i halvfjerdserne dels som fiskeribetjent 
og dels som familievejleder i Hanstholm. Hør ham fortælle og sig selv og sit arbejde.

 


Evald Harbo fortæller

En snak med fisker og redningsmand Evald Harbo fra Hanstholm (2012)


Alice Sørensen fortæller om Hanstholm ..

Interview 2012

 

 

t e m a  /  f u g l e   o m k r i n g    f y r e t
af Flemming skipper

Overskrift fugle-omkring-Fy

Fugle1

FugletoRomanen Fugle omkring Fyret af Jacob Paludan udkom første gang i 1925. Siden er den klassiske roman udsendt i over 10 oplag. Romanen bringer os tilbage til en by, der ligner Hanstholm til forveksling. Tilbage til thyboer og deres vision om en ny havn ved vestkysten. Tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig og begyndelsen af 1920´erne.
Jacob Paludan (1896-1975), professorsøn fra København. I apotekerlære og 1918 cand. pharm. Ophold i Ecuador og USA. Slog igennem i 1925 med Fugle omkring Fyret. Herefter fri forfatter, fra 1933 - efter romanen Jørgen Stein - på finansloven. I de senere især anmelder, kronikør og essayist. Medstifter af Det danske Akademi 1960.

Overskrift-havnen-ved-fyretFugletre

Visionerne om en havn ved Hanstholm har en lang og ofte dramatisk historie bag sig, der først afsluttedes ved indvielsen i 1967 – da en ny historie tog sin begyndelse. Historien om en "ny" by ved havet og med en stor aktie i udviklingen af en egn til "moderne tider". Det er et stof, der har kaldt på både forfattere, filmfolk og malere. I 1924 kom en ung forfatter, Jacob Paludan, til Hanstholm for sammen med thyboen Eric Eberlin at arbejde på en roman, der udkom året efter: Fugle omkring Fyret.

Overskrift THISTED-borgmest

Fuglefire

 


Eric Eberlin voksede op i Thisted som søn af den sidste kongeligt udnævnte borgmester, A. Conradt-Eberlin, der i 1911 tiltrådte sit embede som byfoged og byskriver i Thisted samt herredsfoged og skriver i Hillerslev-Hundborg herreder.

 

Overskrift forfatteren-og-hFuglefem

Jacob Paludan var en forfatter, der kunne skrive, men en stor del af vejen var afhængig af én, der kunne levere ham stoffet: Eric Eberlin fra Thisted. Det gjaldt ikke mindst romanen Fugle omkring Fyret med inspiration fra havnebyggeriet på vestkysten – fra Hanstholm.


Overskrift en fontaene

Fugleseksaa 


Thistedboen Eric Eberlin satte sine spor i både den danske litteratur og i reklameverdenen. Han blev midtpunktet, hvor han dukkede op. Han var igangsætteren med nye idéer, der "sprang fra ham som en fontæne". Så længe det varede ...

 

Overskrift doeden gaarFugleseksa

 

 

 

 

 

 

 

Eric Eberlin døde i 1943 - men hans historie fortsætter ind i den tyske besættelse og tiden derefter. To romaner udkom med få måneders mellemrum ...

 

Jærens Rev sydvest - søndag morgen

LOKALHISTORIE: Maj 1968. Fra Hanstholm Havn til rejefelterne på kanten af revet i en nøddeskal på det store grå Skagerrak.

Af Flemming Skipper
Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune

 "Tirsdag morgen, netop som vækkeuret har ringet kl. 4 - uden øjeblikkelig reaktion - hjælper et enormt brag os ud af køjerne. Et fantastisk knald, ét eneste, som må kunne høres over hele Skagerrak. Det er den slags naturfænomener, man kan opleve på havet: et koncentreret tordenvejr, der er forbi næsten før det er begyndt ... Arbejdet kalder!"
Kai Digens

HANSTHOLM: Mens tåregassen siver i Paris´ gader og studenter kæmper mod politi i dét, der senere bliver kendt som begyndelsen til et 'ungdomsoprør' i store dele af den vestlige verden, så er det en anden kamp, fiskerne fra den et år gamle havn i Hanstholm er ude i. Det er en kamp mod naturens kræfter og om havets rigdomme. Vi er i maj 1968. Selv i magsvejr er det et hårdt job at være fisker med arbejdsdage på 18 timer, slid og triviel rutine, men også med håbet om det helt store fiskeheld.

Det er det billede, Thisted Amts Tidendes første redaktør i havnebyen, Kai Digens, tegner. Han er sammen med pressefotografen, Tage Jensen, på en tur fra Hanstholm til rejefelterne ved Jærens Rev sydvest. Mere præcist: på kanten af revet. 50 sømil fra den norske sydvestkyst og 100 sømil fra Hanstholm Havn:
"Jærens Rev sydvest søndag morgen. Klokken er knap 6, solen har for en kort stund lagt sig på horisontens skarpe linje og tegner en glødende cirkel gennem den lette dis".
Så er situationen ligesom ridset op.
"Ikke en vind rører sig, og søen er blank og oljet med lange, tunge dønninger, som blidt vugger Skagen-kutteren 'Else Constance's beskedne tonnage. En nøddeskal på det store grå Skagerrak".
Det er jo nærmest idyllisk. Der er kun det øde hav at se kompasset rundt, og er man alene i styrehuset, kan man let føle sig ensom og ubetydelig. Men stemmer i radioen røber, at 'Else Constance' ikke er alene på fangstpladsen. Andre kuttere er i nærheden: "Selv om man ikke kan se dem, er det alligevel opmuntrende at vide", noterer reporteren på sin indre blok. Måske også til beroligelse i øjeblikket - derude på det store hav hvor enhver hurtigt kan tænke sit.

Ost og syltetøj

Besætningen udgøres af to mand. Skipperen Jørgen Helgesen, 33 år, og fisker siden han var 14, samt bedstemanden Vagn 'Grantop' Larsen, 43 år. Jo, han har en fortid som gartner. Og så er der den lokale avis´ udsendte.
Men hvad véd landkrabber egentlig om fiskerens job på havet? Nu gøres der klar til det første træk. Skipper Helgesen passer spillet og manøvrerer samtidig med kutteren, mens bedstemanden hiver garnet ud. Det går fremad for halv kraft, og skovlene ryger udenbords, pløjende vandoverfladen et øjeblik for så at forsvinde ned på de 70 favne, hvor trawlet skal slæbe hen over havbunden. Wirerne løber ud, de samles agter og motorens omdrejninger øges. 'Else Constance' slæber. Og der kan slappes af. Så er der morgenkaffe: "Der files rugbrød og smøres margarine på. Pålæg er der nok af, men ost med syltetøj synes at være det foretrukne".

Petroleum og fiskLandkrabben noterer sig den fede os af petroleum og fisk i lukaf´et. Det er en os, der genkender ham lang tid efter hjemkomsten. På havet vænner han sig hurtigt til den. Komfortable er forholdene ikke: "Pladsen er udnyttet til sidste tomme: Et par smalle køjer direkte op mod spanterne, en meget smal bænk rundt om et lille trekantet bord udgør møblementet. Provianten er gemt i rum under bænkesæder og køjer, og køkkengrejerne er stuvet ind i et skab for sig selv".
Når det gælder konversationen ved morgenkaffen lever fiskerne op til landkrabbens forestillinger. Fiskere er et fåmælt folkefærd. Arbejdet ombord er rutine. Hver kender sin opgave - hvorfor så sige noget? "Vi har sagt sludder nok, da vi var i havn". Det er en bemærkning fra "Grantoppen", da landkrabben begynder at se lidt for spørgende ud. Men skibet da - 'Else Constance'? Skipper Helgesen fortæller, at hun tilhører et mindre rederi i Skagen, men at han foretrækker at fiske fra Hanstholm. Fra Jærens Rev er der 18 timers sejlads til Skagen, mens man kan steame til Hanstholm på otte. Det er noget, der kan konstateres på petroleumsregningen. Det giver også flere effektive fiskedage. Og så er skipperen begejstret for den nye havn i Hanstholm. Den har en stor fremtid for sig - det er han mere end sikker på denne morgen herude på det store hav.

Udbyttet
Efter tre dages fiskeri lægges der til kaj ved auktionshallen i Hanstholm. Klokken er blevet 22, og der skal først losses næste dags morgen: "Vi kan lige nå en enkelt pilsner på kroen, før den lukker ...", noterer landkrabben med fast grund under fødderne. Nogen god rejse har ikke været - økonomisk. Når alle udgifter er trukket fra, bliver der ikke meget til deling mellem skipper og bedstemand for tre dages hårdt arbejde.: "Men sådan er vilkårene altså - også. Jeg lister taknemmelig hjem til skrivemaskinen ...". Det er landkrabbens sidste ord i den artikel, skrivemaskinen kaster af sig. Når man læser den som en af kilderne til Hanstholms Havns tidligste historie, er det tydeligt, at journalisten i hvert fald har haft stort udbytte af rejsen til Jærens Rev sydvest. Han véd ligesom lidt mere, hvad han skriver om, end da han blev på kajkanten og spurgte fiskerne om, hvordan turen var forløbet.

else-constance-9
'Else Constance' på vej mod Jærens Rev. Fra søsiden tager Hanstholm Havn i maj 1968 sig endnu mere imponerende ud. I baggrunden til venstre den store kran på vestre ydermole.

else-constance-6
I magsvejr tager Hanstholm-knuden sig smukt ud. Her runder 'Else Constance' lysbøjen ud for havnen. I baggrunden ses Hanstholm Fyr.

else-constance-8

Decca og radio er standardudstyr i kutterflåden i 1968. Her får skipperen sig en snak over den trådløse med kolleger på feltet.

Kabys

Pladsen er trang i lukaf´et, men man indretter sig efter hinanden – og så går det jo. Her er bedstemanden i gang med at brygge en lunende kop kaffe. Det kan man nok trænge til på havet. Vagn 'Grantop' Larsen og Jørgen Helgesen.

Else-Constance
De to Skagens-fiskere så i 1968 en betydelig økonomisk fordel i at fiske fra havnen i Hanstholm, som de spåede en stor fremtid.

Artikler om Hanstholm