Landsbyen Torsted ligger nogle få kilometer vest for Thisted. Som alle andre steder er der knyttet en historie til byen og dets mennesker. Det er en historie, der i hovedlinierne ligner den historie, som kan fortælles om mange landsbyer i Thy og Nordvestjylland.
Torsted er et godt sted at begynde en historisk undersøgelse af landboforhold i Thy på udskiftningens tid omkring år 1800, dels fordi sognet har en overskuelig størrelse, dels fordi der er bevaret et glimrende kortmateriale - og dels fordi det gamle Torsted ikke har forandret sig meget i forhold til i dag.

På Herrens Mark

Ophævelse af dyrkningsfællesskabet
betød store forandringer for den enkelte bondefamilie

De allerfleste danskere levede som bønder i 1700-tallets samfund, der var sammensat af de tusindvis af små landsbyer, vi mange steder i dag blot kender som stednavne på danmarkskortet. Som bonde, tjenestepige eller karl var man en del af husholdningen på en gård med alt hvad dette indebar. Livet som bonde havde ikke forandret sig synderligt gennem flere århundreder. Enkelte af bønderne ejede deres egne gårde, men oftest havde man fæstet en gård af en herremand, som man kaldte tidens godsejere.

Bønderne betalte årligt en landgilde for at have en gård i fæste - eller leje - som man ville kalde det i dag. Landgilden blev betalt enten som naturalier eller som en pengeafgift. Men foruden landgilden var det ikke unormalt at fæstebonden også var pligtig til at yde hoveri i form af forskelligt arbejde for herremanden, der ejede fæstegården. Omfanget af hoveri varierer meget fra egn til egn og var mest udbredt de steder, hvor bøndergårdene lå tæt ved godset. Men det var yderst sjældent, at en fæstebonde selv mødte op for at arbejde på herremandens mark. Han sendte i stedet et såkaldt hovbud for sig, som kunne være husmænd og husmandskoner, tjenestekarle og -piger og børn. For dengang var der også forskel på folk. Øverst på den sociale rangstige sad godsejeren. Længere nede fulgte de velhavende bønder - nogle kunne være selvejere andre fæstere – og endnu længere nede kom husmænd og tjenestefolk. Og inden for disse grupper fandt man både fattige og velhavende, men som et fælles vilkår var alle bønder stavnsbundne i perioden mellem 1733 og 1788, hvilket i praksis betød, at de ikke kunne forlade landsbyen uden godsejerens tilladelse. Stavnbåndet var blevet indført for at fastholde arbejdskraften på godserne.

Jorden omkring landsbyen blev dyrket af bønderne i et fællesskab, der også knyttede dem sammen juridisk og socialt. Indretningen af fællesskabet var formuleret i landsbyens vide, der var en samling af praktiske regler, der blev fastsat af landsbyens selvejer- og fæstebønder, som man kaldte grander eller bymænd.
Fra midten af 1700-tallet stiger priserne på korn på verdensmarkedet. Regeringen og godsejerne fik dermed en fælles interesse i at fremme produktionen i landbruget. Men det kunne ikke ske uden omfattende reformer af måden driften foregik på. Der blev nedsat kommissioner, som i denne periode fik gennemført en politik, der kunne få produktionen til at stige. Mest kendt af disse love er ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Men størst betydningen fik de forordninger, der skulle fremme ophævelsen af dyrkningsfællesskabet og anspore fæstebønderne til at købe deres fæstegårde.

I løbet af 1790´erne kom der regler om, at et fæste skulle gælde på livstid og fra 1799 blev omfanget af hoveriet nøje fastlagt.

I midten af 1700-tallet var der i Danmark 7-800 godser med omkring 65.000 fæstegårde. I slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet overgik omkring 2/3 af fæstegårdene til privat ejendom, og dermed opstod der et nyt samfundslag af selvstændige gårdmænd. I 1870 var der mindre end 10.000 fæstegårde tilbage under godserne.

Udgangspunktet for den efterfølgende beretning er de forhandlinger, der omkring 1800 blev ført om at udskifte Torsteds bøndergårde af det gamle dyrkningsfællesskab. På dette tidspunkt var en del af ejendommene i Torsted købt af de tidligere fæstebønder, der således var blevet selvejerbønder.

Derfor var de også indstillet på, at ophæve dyrkningsfællesskabet.

I forbindelse med forhandlingerne blev der udarbejdet et meget detaljeret kort, der viser Torsted by som den så ud både før og efter udskiftningen.

Det nye på kortet er de lige linier, der aftegner nye veje og skel mellem de nye marker, som blev tildelt de enkelte gårde. Men bag de nye lige linier på kortet kan man også se de mange strimler jord, som de enkelte ejendomme tidligere havde liggende spredt rundt omkring på de forskellige marker.

For den enkelte bonde var udskiftningen et brud med århundreders sædvane.

Med gennemførelsen af Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet blev fæstegårdene forvandlet til selvejergårde, der efterfølgende blev dyrket hver på sin måde uafhængig af naboerne.

I mange sogne blev gårdene flyttet ud af landsbyen og placeret på den jord, som gården blev tildelt i forbindelse med nyfordelingen af jorden.

Den protokol, der blev ført i forbindelse med vedtagelsen af udskiftningen, er her gengivet i kursiv og suppleret med kommentarer om de enkelte ejendomme med oplysninger ejere og fæstere m.v.  F. eks. er der gengivet indberetninger om fattiges forhold i tilknytning til den gård i sognet, der sidst i 1800-tallet blev indrettet til en  fattiggård.

For den, der vil arbejde videre med det lille sogns historie, er de mange navne en god ledetråd.