Kirkesangeren fra Thorsted


Ane og Jens Jeppesen med de yngste af børneflokken foran deres nybyggede ejendom Sdr. Thorstedvej 18 i 1918.
Jens Jeppesen var smed i Thorsted i næsten en menneskealder. Han var samtidig kirkesanger i Thorsted Frimenighedskirke.
Manden til højre er ukendt. Billedet tilhører Karen Jeppesen.

BAVNEN Nr. 48 1943
TORSDAG DEN 9. DECEMBER
Af Holger Schrøder

Kirkesangeren fra Thorsted
Smeden, der kunde lidt mere end sit Fadervor.

Grundtvigs store Haab var, at det skulde være muligt at bevare det gamle danske Bondefolk (det Folk, som han kendte fra Barneaarene paa Thyregods Hede) fri af den fremstormende vesteuropæiske Kultur, der omformede Haandværkeren og Bonden til tankeløse Trælle og Borgerne til smarte Handelsmænd. - Der forvandlede jævne enfoldige Mennesker til Statsborgere i det Verdensrige, som Verdensklogskaben byggede op paa hver enkelts Egennytte. -- Forvandlede Bonden fra at være en Tjener i en nordisk Fællesskabets Verden, hvor alt, hvad man gjorde med Lyst og Flid i Hus og i Mark og Have, lykkedes og trivedes i sin Tid og blev nydt som Himlens Gave, -- forvandlede Bonden fra alt dette til at være en klog Konjunkturrytter, der lagde Svin til, naar Prisen var lavest, og opgav at holde Svin, naar Prisen paa disse var højest, kort sagt forvandlede ham fra at være Agerdyrker til at være Svineproducent og Børsspekulant, hvad enten det nu foregik direkte eller gennem det veldrevne Andels- selskab. ---- I Virkeligheden en Type af Erhvervsdrivende, som Forholdene gav Mulighed for at udvikle sig til langt mere haardkogte Individer overfor de Medarbejdere, som det kunde betale sig at holde, end Fortidens Herremænd nogensinde kunde tillade sig at være overfor de stavnsbundne Medarbejdere. Verden var blevet en ny -- uden Fællesskab og uden Mulighed for et saadant.
Grundtvigs Haab var totalt bristet. Alt var blevet forvandlet til Rom, City eller Wallstreet, eller hvad man vil kalde det. En Verden, som bærer Døden i sit Hjerte, og som stunder mod sin Grav.
Men bag dennes Død og Grav skimtes en ny Dag. Derom Gladhjems Haner gale højt i Nordens Asamaal, det er Odins mørke Tale ved Nordlysets Baldersbaal: Det er Hjertets Toner ømme, Frejas gyldne Taarestrømme, Morgenrødens Moderskød, thi Livsordet, hvor dybt det end er jordet, staar med Solen op igen. Og dette Livsord lød, at kun i Brodersindets, Tjenersindets, Verden, der hvor Mennesker har den gode Vilje, findes Helseboden for vor ulykkelige jord; og at vise frem til denne, det var netop den danske Nødvendighed. Thi Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit hvad Loven sætter, Skellet mellem mit og dit.
Men hele dette mægtige Syn blev vejret bort. Det lyder nu som Taagetale. Tør mon nogen ihukomme disse Syner, denne Hjærtets søde Morgendrøm, naar alt omkring os blev til Ruiner, alt til Egenkærlighed, alt til Rom? Tør mon nogen paastaa, at det er Vejen ud af Ragnaroksmørket, naar det danske Folk trods Synerne førtes ind i Ulykken, trods Tunger af Ild, trods Thors vældige Kamp med UdgaardsLoke, -- og saa vil jeg svare jo -- vi tør, vi som mødte paa vor Vej Mennesker der levede et jævnt og muntert virksomt Liv paa jord, som var gennemglødet af Grundtvigs Syner, saa de havde faaet Øjet himmelvendt, lysvaagent for alt skønt og stort herneden, men med de dybe Længsler velbekendt kun fyldestgjort af Glans fra Evigheden. - Mennesker der kunde synge om Kap med Hammerslaget mod Ambolten og Lærkerne paa Marken. For hvem Søndag og Søgnedag var en Helhed og ikke noget søndret og delt.
Men en af disse var Smeden fra Thorsted, hvad enten han slog i Ambolten malkede Koen, sang for i den lille Kirke eller var optaget af, hvad der blev fortalt hans Børn i Friskolen. Som Livsdagen veksler i Lys og Skygge, saaledes kunde han i Løbet af kort Tid veksle fra jublende Latter til dybeste Tanke, veksle fra Sangen om den jyske Post, der vilde køre ud, til den Sang, der skænker vort Hjærte, hvad Verden ej ved, og det uden, at der var Antydning af noget som helst uægte eller søgt at spore. Han kunde juble ved Mindet om Præsten, der blev snydt af Kapellanen, der skjulte sig først i Laden og saa krøb gennem Hegnet og siden flygtede over Marken, - for saa i næste Øjeblik rolig og fattet tænke paa, hvor vanskeligt det er for Mennesket at gaa ud paa den gyngende Bro, der er slaaet over det Dyb, som Isgangen trodser i brusende Strand. Noget mærkeligt helt, levende og enfoldigt, saa man blev bavset over, at et saadant Gudsbarn kunde faa Lov at gaa uantastet gennem vor ørkenagtige Verden. - Saaledes havde han i Behold Aarhundreders gamle Kultur og Finfølelse.
En Morgen kom en ung Mand ind i Smedien. Øjnene glødede, og Munden udtalte forfærdelige Trusler. „Men er det dig", sagde Smeden. Og som en Far taler til sit Barn, fik han den syge beroliget, mens han fik sendt Bud til Byen om Hjælp. Jeg glemmer aldrig den Maade, han fortalte om denne Hændelse, der uden hans Indgriben maaske kunde være blevet saa skæbnesvanger som nogen. Han sagde ikke et Ord, som han ikke kunde staa ved. Kom ikke med en Anklage mod denne eller hin. Men Begivenheden blev ved hans enkle Ord saa levende, saa man saa alle de Mennesker, der var nævnt i Fortællingen, lyslevende for sig med deres Sorger, Lidelser og Skuffelser, og det skønt han brugte meget faa Ord, saadan som den kan gøre det, der er rodfæstet i en ældgammel Verden.
Selvfølgelig kunde vi være uenige. Det var tungt at høre ham klage over alt, hvad han syntes, han havde forbrudt i sit lange og dog saa skønne Liv. Da fik han Befaling til at synge to Gange om Dagen „Lille Gudsbarn, hvad skader dig". Lovens Tordnen stilnede da af, og han blev atter sig selv.
Hvor længe har han været.Kirkesanger? Jeg ved det ikke, og det interesserer mig heller ikke, hvis det ikke netop var, fordi det var ganske naturligt for ham at synge for, lige saa naturligt som at sko en Hest, eller spille til Dans for Ungdommen, dog paa den ene Betingelse, at Dansen var gammeldags.
Hvor ofte han er draget af Sted til Friskolekredsens Møder? Det ved jeg heller ikke. Men det har været utallige Gange. Men naar han drog af Sted, saa var det, fordi han vidste, at der skinner en Sol i Lys og Løn, hvor Aand har Mund og Mæle. Han vidste, at det, det gjaldt om for Barnesjælen, var, at Sagnet fik Vinger, saa Drenge, der lyttede, kunde gaa ud som Mænd og pløje Danmarks jord, om saa skulde være, til Fuldmaanen stod over Kløverengen. Vel havde han pløjet Atlantens Bølge og set den ny Verden paa den anden Side Dammen. Men der havde han ingen Rod, men derimod i Landet saa kosteligt alt under Nørrelide. Did stod hans Hu, og der maatte han leve og dø, mens Linden mon løves, hjulpet af en kærlig Viv og hegnet af en stor og dygtig Børneflok.
Nu er han borte, og i denne Verden møder jeg aldrig hans spillende Lune og dybe Tanker. Men hans Minde vil leve for mig, og hans Skikkelse staa for mig som et Vidnesbyrd om, at Grundtvig ikke levede forgæves, men at han virkelig gav sine jævne Landsmænd en Rigdom, der gjorde Livet værd at leve.
Men naar der har været saadanne, hvorfor skulde det saa ikke kunne komme igen, naar Menneskene i deres Søgen efter en ny Harmoni, opdager, at en saadan skabte Grundtvig i danske Menneskers Hjærter, og vil I have et bestemt Navn, saa svarer vi: I Jens Jeppesens Hjærte.

Ære være hans Minde.
København i November 1943.
Holger Schrøder

 

Et generationsskifte
af Aage Visby

Ved den gamle smed Jens Jeppesens død i 1943 overtog hans søn, Ejner Kappel Jeppesen, faderens mangeårige virke som kirkesanger i Thorsted Frimenighedskirke, og varetog den med stor pligtfølelse til sin død som 78-årig i 1975.
Ejner Jeppesen gik ikke i sin far og farfars fodspor og blev smed i Thorsted, men valgte landmandslivet som flere af sine brødre, og begyndte sammen med sin hustru, Dorthea, på en lille gård i Gærup.
Men længslen efter at være mere tæt på livet omkring friskolen og frimenigheden i Thorsted blev mere påtrængende efterhånden som børneflokken voksede op, og familien besluttede derfor at flytte til Thorsted. Først i en mindre – og senere til en større gård. Arbejdet på gården kunne indimellem kollidere med Ejner Jeppesen hverv som kirkesanger. Der skulle malkes og fodres – også om søndagen og måske en ko som skulle kælve. Og det fortælles af datteren, Agnethe Hangaard, at faderen ofte havde endog særdeles travlt i kostalden, for rettidig at kunne indtage sin plads som kirkesanger. Men for Ejner Jeppesen som for far, Jens Jeppesen, drejede det ikke så meget om pligt og tid, men mere om et kald, der hørte med som en naturlig del af deres liv.