En beskrivelse
af Torsted sogn i 1802

Pastor Aagaard, der var sognepræst i Skjoldborg, udgav i 1802 en topografisk beskrivelse af Thy. Denne beskrivelse handler om mangt og meget. Der er beskrivelser af plante- og dyreliv og optegnelser om folkelivet i Thy. Beskrivelsen af dyrkningsmetoder og landbruget i almindelig fylder meget i pastor Aagaards topografiske værk, der er en enkelt persons vurdering og oplevelse af sin egen samtid, hvorfor bogen også kun skal ses som en kilde blandt mange andre. Det er Aagaards opfattelse, at der kun var nogle få, der var velstående i Thy, men at de fleste alligevel havde tålelige levevilkår. Ifølge Aagaard levede bønderne i Thy et jævnt og godt liv. Det var sjældent, man f.eks. drak kaffe og te - undtagen ved festerne! Brændevin blev heller ikke ”mis”brugt på dette tidspunkt. Det havde man ellers tidligere gjort, skriver pastor Aagaard. Øl, derimod, kalder præsten fra Skjoldborg en ”livdrik”, og som noget særegent ved Thyboen fremhæver han, at det betød meget, at man kunne modtage fremmede med et måltid mad.

Klædedragt

Bøndernes almindelige klædedragt var simpel og for det meste hjemmelavet. Bondens ”kjole” var af mørkeblåt vadmel. Og når han skulle hjemmefra, ville han almindeligvis

tage en sejldugs - eller lærredskittel uden over kjolen. Derudover havde enhver bonde også det sæt sorte tøj, som han var blevet gift i, og som ellers kun blev brugt ved begravelser.

Som hovedbeklædning bar kvinderne til daglig et broget tørklæde bundet ovenpå huen. Så snart kvinderne var udenfor stuen - og såmænd også til indendørs brug - bar kvinderne et tørklæde for hagen og munden, bundet ovenpå hovedet. Det kunne vel være praktisk i stærk kulde, men det har næppe se elegant ud, da man kun kunne se næse og øjne. Aagaard klager over, at man i sin klædning har tendens til at indpakke hovedet for meget og lade fødderne være kolde. Det skete bl.a. ved at bønderne gik i fodløse strømper i træsko - undtagen når frosten var meget streng. Fordi egnen var rig på uld, blev der gjort mange trøjer af uld. Hør var derimod en sjældenhed.

Tømmermænd

Dengang i starten af 1800-tallet fandtes der stort set ikke skove eller træer i Thy. Tømmer var en sjældenhed, der blev købt dyrt enten som importeret træ fra Norge eller fra strandingsauktioner. Manglen på træ smitter dels af på byggeskik, dels på mulighederne for at skaffe brændsel og på omfanget af husflidsarbejdet.

Derfor brugte bønderne oftest håndværkere til træforarbejdning - de såkaldte tømmermænd, som man finder en del af blandt husmændene. En tømmermand vil om sommeren typisk være beskæftiget med at bygge huse, hvorimod han om vinteren vil være beskæftiget med snedker-, bødker- eller hjulmagerarbejde. I høstens tid tog mange af disse tømmermænd også arbejde som daglejere. Almindeligvis ville en tømmermand fra begyndelsen af 1800-tallet forsøge at lægge så mange penge til side, at han kunne købe sin egen gård.

Brændsel

Torsted sogns muligheder for at skaffe illing eller brændsel var fælles med både Thisted, Vang og Tvorup - for ingen af stederne var der moser, hvor man kunne grave tørv. Til gengæld fandtes der i Torsted en langhede, hvor der kunne skæres fladtorv: Man afskrællede hedens øverste jordskorpe med lyngen på og stillede de fremkomne fladtørv op omkring ilden på arnestedet. Tørv var ikke billige - et læs fladtorv kunne koste omkring 4-5 mark. Til sammenligning fik en tømmermand foruden kosten 10-16 skilling i dagløn om sommeren.

Der skulle 16 skilling til en mark og 96 skilling til en rigsdaler, der senere blev omregnet til to kroner i 1873, da man skiftede skilling, mark og daler ud med kroner og øre.

Når Torsted-folkene ikke kunne få tilstrækkelige fladtørv fra deres egen jord, købte de tørv andre steder. Det foregik på den måde, at de selv kørte af sted for at grave dem, og måske måtte de betale 3 rigsdaler for de tørv, som kunne graves med en spade på een dag.

Kålgårde

Klimaet i Thy gav ikke mulighed for at anlægge haver. Normalt blev jordstykket omkring en gård heller ikke kaldt for en have, men for en kålgård, hvilket passede godt på det, der blev avlet. Grønkål var den vigtigste haveafgrøde - og grønkål var for de fleste også den eneste afgrøde overhovedet. Undertiden kunne man også finde sennep, peberrod, hvidkål og kartofler i de gamle haver.

Omkring et hus eller en gård var der som regel anlagt to indelukker, der var indhegnet med jorddiger eller grønsvær. Det ene lå bag ved huset, hvor man opbevarede kornstakke. Det andet indelukke lå på gårdspladsen, hvor bistaderne stod. Frugttræer skulle man ikke forvente at finde, men måske noget hyld, pil og undertiden ribs og stikkelsbær. Alligevel er var der her i begyndelsen af 1800-tallet så småt ved at komme lidt skred i havedyrkning på de store gårde.

Gårdene

Bøndergårdene var ikke firlængede, som i Østjylland og på Øerne. De thyske gårde bestod sædvanligvis af to parallelle længer, der af hensyn til vind og vejr blev bygget øst/vest med en åben gård imellem.

Grundmurede huse var absolutte undtagelser. Selv herregårdene var opført af bindingsværk. Til sammenligning var der i Thisted by år 1800 kun tre grundmurede huse. Et normalt hus var bygget af fyrretræ i bindingsværk med lerklinede vægge. Stolperne og det øvrige træværk i øvrigt blev oversmurt med tjære.

I Torsted og i Thy var dyrkningsmåden den såkaldte alsædedrift, som var enestående for Nordvestjylland. Andre steder i Danmark dyrkede man jorden efter principperne i det såkaldte tre- eller tovangsbrug.

Alsædedrift vil sige, at man opdeler landsbyens jord i alsædejord, brødjord og havreland. Alsædejorden lå i umiddelbar nærhed af byen, så fulgte brødjorden og længst væk fra landsbyen lå havrelandet.

Alsædejorden nærmest landsbyen fik gødning hver fjerde eller femte år. Afgrøden kunne f.eks. veksle mellem havre, byg, hvid havre og  byg, hvorefter der blev gødet. Efterfølgende såede man ærter - og endnu en gang byg - inden der blev gødet på ny. Eller afgrøderne kunne veksle mellem: Byg, rug, byg. rug.

Jorden havde en tilbøjelighed til at blive uren og fuld af ukrudt, fordi den ofte blev pløjet og gødet. Pløjningen foregik med den gammeldags hjulplov og altid med fire heste til trækkraft.

Brødjorden fik både hvile og gødning. Den blev dyrket i fem år, hvorefter den hvilede i fem år.

Havrelandet  blev tilsået tre år med havre, hvorefter jorden fik fem til seks års hvile.

For at undgå ukrudt blev markerne overharvet, når kornet fik sit tredie blad. Overharvningen skete med en jernharve.

Alsædebruget forsvandt med ophævelsen af dyrkningsfællesskabet. Efter den tid kunne hver enkelt selv bestemme sin egen måde at dyrke jorden på.

En bondegård anno 1800

Hvordan så en typisk bondegård i Torsted ud?

På en gård af størrelsen 8-9 tdr. hartkorn, var der sædvanligvis en besætning på seks heste, seks køer, 12-14 stude og 16-20 får. En meget normal besætning på en almindelig gård kunne bestå af: Fire heste, et eller to føl, fire køer og en flok får.

Fordi der var en god avl af heste i Thy omkring år 1800 skete det kun sjældent, at der blev pløjet med stude.

Bønder holdt ikke kvæg for at levere mælk til et mejeri. Mælken blev brugt i gårdens egen husholdning, mens studene blev opdrættet med henblik på salg til markeder i det sydlige Danmark. De sidste forsøg med mejeribrug, inden pastor Aagaard skrev sin afhandling i 1802, fandt sted på Vestervig Kloster. Men forsøget blev hurtigt opgivet.

Læs mere om byggeskik i Hans Henrik Engqvists illustrerede artikel ”Byggeskik” i bogen ”Landet mod Nordvest”.

Studehandel

Studehandelen havde rod på herregårdene, der opstaldede stude hos fæstebønderne. På denne måde kunne bønderne frembringe et produkt, der kunne sælges for penge.

I Thy var opstaldet ca. 500 stude i 1799. Dyrene blev videresolgt sydpå til en pris af 70-90 rdl. pr. stk. Året efter var dette antal allerede faldet til det halve. Forklaringen er, at herregårdene netop på dette tidspunkt blev udstykket til bøndergårde. At studene og kvæget i det hele taget havde handelsværdi, afspejlede sig også i, at bønderne stort set ikke slagtede kvæget til eget forbrug, men slagtede får og lam i stedet. Derfor havde de fleste husmænd også et forholdsvis stort fårehold.

Ophævelse af landsbyfællesskabet

Dagliglivet i Torsted og Thy har formet sig som livet i de fleste landsbyer i Nordvestjylland omkring år 1800.

Da regeringen i slutningen af 1700-tallet gjorde sig store anstrengelser for at få ophævet dyrkningsfællesskabet, satte det sig også spor i Torsted.

Den første forordning om dyrkningsfællesskabets ophævelse kom allerede i 1758.

Den berømte forordning om Stavnsbåndets ophævelse fra 1788 var blot een blandt mange love, der handlede om bøndernes forhold, men Stavnsbåndets ophævelse blev et symbol på bondens frigørelse for undertrykkelse. Stavnsbåndet blev indført allerede i 1733. Den officielle begrundelse var, at man ville holde på bønderne for at skaffe soldater til landmilitsen, som godsejere havde pligt til at skaffe soldater til. Men reelt blev stavnsbåndet indført for at holde på godsernes arbejdskraft. På øerne havde man i forvejen det såkaldte Vornedskab, der gennem århundreder havde virket på samme måde som stavnsbåndet.